torsdag den 26. april 2012

Idræt er ikke kun sundt !

De populære havetrampoliner er ikke helt ufarlige. I 2009 var der 7.600 trampolin-ulykker blandt børn i alderen 0-14 år. Og ulykkerne medfører ofte alvorlige skader.Det viser en ny rapport fra Statens Institut for Folkesundhed, der beskriver  udviklingen i antallet af ulykker i Danmark fra 1990 til 2009, skriver Idrættens Analyseinstitut.

Tre uf af ti trampolin-skader omfatter knoglebrud på bl.a. ankler, håndled og albuer, og forkerte landinger eller sammenstød med andre børn kan give hoved- og nakkeskader. Desuden har der været flere eksempler på invaliderende eller fatale ulykker. Ifølge rapporten opstår hver sjette ulykke, der kræver et besøg på skadestuen, i forbindelse med en idrætsaktivitet.

I perioden 1990-2009 har antallet af idrætsrelaterede ulykker med efterfølgende skadestuebesøg svinget mellem 95.000 og 123.000 for i 2009 at ende på 105.000. Samme år medførte ulykker i hjemmet, i fritiden, på arbejdet og i trafikken i alt 630.000 skadestuekontakter – fra den simple forstuvning til alvorlige kvæstelser.

Opgjort i antal skadestuehenvendelser er uheld under fodboldspil langt den hyppigste årsag til idrætsrelaterede ulykker med cirka 40.000 skadestuekontakter i 2009 efterfulgt af håndbold med 12.000-13.000 akutte skader. Især børn og unge mellem 10 og 14 år er udsatte for at komme galt af sted i idræt. I aldersgruppen bliver 8 ud af 100 børn årligt udsat for en så alvorlig idrætsrelateret ulykke/idrætsskade, at det ender med en tur på skadestuen.

Ingen kommentarer: