mandag den 15. juli 2013

Bare spis hvad du vil - Hvis du husker at løbe !

Motion sætter gang i et væld af gener, som styrker vores stofskifte i fedtdepoterne, hvilket igen øger vores glukosetolerance og afbøder virkningen af en fed kost. Det viser et nyt studie fra the Joslin Diabetes Center i Boston, ifølge Medpagetoday.com. I studiet viste genanalyser en stor ændring i udtrykket af en særlig type gener blandt 10 sunde mænd, som havde dyrket kraftig motion i tre måneder i omkring en time om dagen, fem dage om ugen. Lignende resultater blev fundet i mus, som viste markante ændringer i helt op mod 18.000 gener sammenlignet med en musekontrolgruppe, rapporterede forskergruppen på the American Diabetes Association meeting. De mekanismer, som blev påvirket hos såvel mus som mennesker, inkluderede stofskiftet, mitokondriernes biogenese, oxidant stress og -signalering og transport over cellemembraner. - »Det meste forskning har fokuseret på, hvordan træning påvirker skelettet og musklerne,« udtalte ph.d. Laurie Goodyear, som blandt andet stod bag studiet, på pressemødet. »Vi tror på, at ændringerne i musklerne er vigtige for, hvad der sker i blodets glukoseniveauer. Men træning påvirker ikke kun musklerne, det påvirker ikke kun hjertet, det påvirker formentlig alle fibre i kroppen.« ( Måske ikke særlig videnskabelig - Men jeg husker helt klart dengang jeg trænede hver dag. Her kunne jeg spise hvad det skulle være, jeg tog ikke på. Og der var ingen forskel på en hård træningsuge eller en uge på stranden i Italien med vin og pizza. Vægten var den samme. - - - - Den regel gælder dog ikke længere. Nu har alder og træningsniveau desværre gjort at jeg skal holde øje med mængden og kvaliteten af det der er på tallerkenen )
 

Ingen kommentarer: