mandag den 14. marts 2016

Spar dine omgivelser !


Mundbakterierne lever normalt af de kulhydrater, der findes i madrester i munden, men uden at det volder de store lugtgener.   Når du til gengæld ikke har spist i længere tid, eller når du sover, kaster mikroorganismerne sig frådende over proteinerne i din spyt eller de døde celler fra mundens slimhinder.   Mundbakterier, der nedbryder proteiner, danner svovlholdige gasser som fx svovlbrinte og metylmerkaptan, og det er dém, der stinker af rådne æg og giver dig dårlig ånde.

Sådan undgår du dårlig ånde:

● RENS TÆNDERNE: Godt tandhygiejne holder bakteriemængden i skak og modvirker svovlgasproduktion. Fjern belægninger på tænderne med tandbørsten, da de er rasteplads for bakterier på vej ned i tandkødslommerne. Her holder de fest og formerer sig. Det er også en god ide at fjerne madrester mellem tænderne med tandtråd.

● SKUR TUNGEN: Tungen er bakteriernes hovedbanegård. Den nuprede overflade er ideel for de gaspruttende mikroorganismer, og koncentrationen er ca. fire gange større på tungen end i resten af munden. Børst derfor tungen med tandbørsten hver dag – også helt tilbage i munden – eller køb en såkaldt tungeskraber.

● GNASK SURE FRUGTER: Citrusfrugter forsurer mundmiljøet, og en lav pH-værdi er dårligt nyt for bakterier: Det svækker deres evne til at nedbryde proteiner og producere æggehørmende svovlgasser.

● TY TIL ZINK: Tandpasta og tabletter med zink binder sig til svovlforbindelserne i bakteriernes udstødningsgasser og reducerer derved lugten. Mundskyllevand med bakteriedræbende stoffer som fx klorhexidin frarådes af flere eksperter af frygt for, at skyllemidlerne på sigt kan skabe resistente mundbakterier.
  
● SPIS OG DRIK: Når du spiser og drikker, sætter spytkirtlerne gang i produktionen af spyt - og spyt skyller de vandopløselige, svovlgasser i munden væk.

● SUT OG TYG: Sukkerfri tyggegummi og halspastiller er med til at stimulere spytproduktionen og dermed bakterieudskylningen.

● BESØG TANDLÆGEN: Paradentose er en rigtig dårlig ide, hvis du vil undgå dårlig ånde. Tandkødslommerne med betændelse fungerer som et superdrivhus for svovlstinkende mundbakterier.
 
● KVIT SMØGERNE: Rygere har oftere paradentose, og røg er med til at udtørre munden, så bakterierne får bedre vækstbetingelser.
 
● UNDGÅ HVIDLØG: Visse madvarer giver dårlig ånde, uden at det dog er forbundet med munden. Hvidløg frigiver fx allylmetylsulfid i tarmen, der når frem til lungerne via blodet og frigives med udåndingen. Fedtrig mad og mælkeprodukter kan også give dårlig ånde.
 
Fra Illustreret Videnskab.

Ingen kommentarer: