mandag den 23. februar 2015

Kinesiske toiletter !

Toiletbesøg i Kina er en særlig oplevelse. Det ved enhver turist, der har gæstet landet. Ofte er der hverken dør eller skillevæg mellem de individuelle toiletter, og man må tage til takke med de traditionelle "huller i gulvet", der stiller større krav til både lårmuskler, fleksibilitet og balance-evne, end de fleste vesterlændinge er vant med. Der sidder man så - på hug og med bukserne nede om haserne, albue ved albue, mens man kan se og høre ALT, hvad naboen foretager sig.

Det kan være en grænseoverskridende oplevelse. Det gælder om ikke at være for sart og undgå øjenkontakt med lokale kinesere, hvis man ikke gider at slå en sludder for en sladder af, i den normalt så private situation. Og det er ikke forhold, som alle turister i Kina er lige tilfredse med.  Her er kun stående toiletter, det er ikke så behageligt. Der er ingen toiletpapir, ingen håndklæder, ingen sæbe og kun koldt vand. Og det allerværste er lugten, siger de to tyske turister Therasa og Frederikke til DR.

Toiletrevolution på vej

Det er klager som deres, der har fundet vej op til øverste sted, og som har fået Li Zhi, der er direktør for Kinas turistadministration, til at bebude, at en regulær toiletrevolution er på vej. Kinas uhumske toiletter skal ikke længere trække Kinas image ned. Hele 33.500 nye toiletter er på tegnebrættet, og 25,000 andre toiletter skal have en ansigtsløftning. Inden år 2017 skal Kina ifølge turistdirektøren kunne prale af tre-stjernede toiletter over hele landet. Toiletterne skal fremover både være renere og bedre udstyret.

Kina skal være mere turistvenligt

Antallet af turister har været faldende i Kina i de senere år, og toiletrevolutionen er et led i en plan, der skal gøre landet mere turistvenligt. I 2011 gæstede over 135 mio. turister Kina. I 2014 var det tal faldet til 128 mio. I det hyggelige hutong-område med de gamle, smalle stræder omkring lama-templet, møder jeg kærresteparret Robin og Stephen, der har boet i Beijing i fire år. Kæresteparret hilser regeringens nye toiletplan velkommen, og er enige om, at det bedste ved Kinas offentlige toiletter er, at man altid har en god historie at fortælle.

Ikke længere genert

- Jeg er fuldstændig kommet mig over min generthed. Nu kan jeg uden videre gå ind på et toilet, hvor der ikke er andet end fire huller i jorden, og så klare, hvad jeg skal klare. Kineserne er ligeglade, og så er jeg også, men for turister er det et chok, siger 29-årige Robin.

For Robin er lugten og hygiejneforholdene på toiletterne absolut det værste. - Jeg tror, dametoiletterne må være de værste. Der er bare mere, der kan svine på et dametoilet. Det er et offentligt toilet, så ingen tænker på at gøre det pænt til de næste, siger hun. Også herretoiletterne er ulækre, om end et toiletbesøg har sin egen charme. - Det er ikke unormalt at blive bedt om ild, mens man er i gang med at lade sit vand. Kineserne ryger, taler i telefon og hører Justin Bieber og anden musik, mens de er på toilettet, siger Stephen.

Turister har højere standard

For de to tyske turister, Frederikke og Theresa, er det godt nyt at regeringen har besluttet at gøre noget ved toiletforholdene i Kina. - Turister er vant til en anden hygiejnisk standard, og forbedringer ville helt sikkert efterlade et bedre indtryk. Det ville ikke være dårligt, hvis man for eksempel kunne vaske sine hænder med sæbe. For mange lokale som bor i hutong området, er der ikke meget forståelse for turisternes snak om beskidte toiletter. - Det er vestlige siddetoiletter, der er beskidte. Kinesiske traditionelle toiletter er langt mere hygiejniske, siger Chen til DR.

( Jeg hilser virkelig dette initiativ velkommen - Jeg har ofte stået med valget om at holde mig eller benytte et af deres toiletter offentlige toiletter - - -  Og hver gang er det endt med at jeg har holdt mig ! )

Ingen kommentarer: