tirsdag den 26. marts 2013

Total træthed !

Et forskerteam ved Københavns Universitet har fundet ud af, hvorfor hjernen bliver træt, når vi dyrker motion. Når en maratonløber må give op, kan man forstå hvis musklerne er trætte. Men det er ikke kun musklerne, der stopper os. Hjernen har sit eget bremsesystem. Man har længe vidst at signalstoffet serotonin frigives, når man dyrker motion, og at det hjælper med at holde os aktive. Men nu viser det sig, at stoffet også er med til at bremse os igen. - »Nu kan vi se, at det faktisk er en overflod af serotonin, der udløser et bremsesystem i hjernen. Serotonin fungerer altså som en speeder men også som en bremse, når belastningen bliver for stor,« siger lektor Jean-François Perrier fra Institut for Neurovidenskab og Farmakologi, der har stået i spidsen for den nye forskning, i en pressemeddelelse i dag. Fænomenet, der kaldes central træthed, har været kendt de sidste 80 år, men kortlægningen af mekanismen er ny. Forskerteamet håber på, at opdagelsen kan hjælpe i kampen mod doping. - »Når brugen af doping skal bekæmpes, er det helt centralt at finde ud af, hvilke metoder sportsudøvere kan bruge for at forhindre central træthed og dermed fortsætte med at præstere udover det naturlige. Og det kan bedst lade sig gøre, når man kender mekanismen bag,« forklarer Jean-François Perrier. ( Nu ved jeg hvorfor en ½ time på sofaen er det eneste rigtige efter en lang løbetur )

Ingen kommentarer: