torsdag den 29. marts 2012

Børnearbejde !

Skolebørn helt ned til 9-10 års alderen leder efter småjobs som hundelufter, begynder at ønske sig brugte ting i fødselsdagsgave og tænker over at spare, når mor eller far bliver fyret og økonomien strammer til derhjemme. Børn bekymrer sig nemlig så meget over forældrenes økonomiske problemer, at de føler sig forpligtet til at hjælpe forældrene med at skrabe penge sammen. - Mange forældre er ikke bevidste om, hvor meget børn kan bekymre sig om de ting, man fortæller dem. Derfor risikerer man, at børnene bliver unødigt bekymrede og tager et stort ansvar på sig, når man forklarer dem, at man er blevet fyret, siger Lisbeth Zornig Andersen.
Børnenes krisebevidsthed blev allerede bekræftet i en undersøgelse fra november 2010, som Børnerådets Børne- og Ungepanel foretog blandt 1860 4. klasses elever om børn og finanskrisen. Den viste, at tre ud af fire børn tænker på, hvordan de kan hjælpe til med penge, når familien har økonomiske problemer. Siden finanskrisen begyndte har flere børn bekymrer sig over, at mor eller far er blevet arbejdsløs. - Den pludselige ændring i familiens rutiner som en fyring kan være, skaber en uro i hjemmet, som ikke har været der før. Mindre børn har brug for en genkendelig og forudsigelig hverdag. Uroen i familien og især mellem forældrene skyldes ofte uvejr i privatøkonomien, forklarer Margrethe Brun Hansen:
- Hvis først mor eller far er blevet fyret, kan det udvikle sig til diskussioner mellem forældrene. Diskussioner der ofte involverer børnene. De kan for eksempel være nødt til at droppe en af deres fritidsinteresser for, at familien har råd til hverdagsindkøbene. På trods af de konsekvenser en fyring kan have mener Margrethe Brun Hansen, at man skal fortælle børn, når man mister sit arbejde. - Det er vigtigt, at forældre forklarer, hvad der er sket på en måde, som forsikrer børnene om, at det ikke er verdens undergang, og at forældrene selv har styr på det, siger Margrethe Brun Hansen.

Ingen kommentarer: