Ideen om ”Work Life Balance” bør slettes fra enhver medarbejders og virksomheds ordforråd. Hvor smuk ideen end er, så har danskerne kun forstået halvdelen. Nemlig at arbejdspladsen skal tilpasse sig, så man har energi til sin familie og fritidsaktiviteter. Men hvad med den anden halvdel? Hvad er medarbejderens eget ansvar for at være klar til arbejdet? Tør vi stille krav til deres fritid, livstil og fysiske form, således at medarbejderne selv er i stand til at udføre deres arbejde?
Hvad for en medarbejdertype er du?
30 års arbejdsmiljø-lovgivning og parolen om ”Work Life Balance” har primært promoveret én ting: Hvad kan virksomhederne gøre for medarbejderes ve og vel. Det er bestemt vigtigt, men nu er det tid til at bryde tabuet om, at arbejdspladserne ikke må blande sig i medarbejdernes fritid. Når Nicklas Bendtner går i byen natten før en træningslejr eller en stor fodboldkamp, rydder forargelser over hans opførsel avisforsiderne. Men, hvis du tillader dig at være forarget: Hvad så med dig selv? Er du selv frisk og veludhvilet, når du møder på arbejde?
Er det virkelig virksomheden skyld?
Alt for ofte møder vi medarbejdere, der mener, at deres dårlige fysiske form, stress, forkerte ernæring eller søvnunderskud skyldes manglende muligheder for træning i arbejdstiden, manglende tilbud om sundt mad i kantinen og ganske enkelt for mange arbejdstimer. Ligeledes møder jeg medarbejdere, der stiller krav om, at virksomheder skal skabe bedre stemning på arbejdspladsen, for hvorefter selvsamme medarbejdere fyrer ironiske stikpiller af og trækker energien ud af holdet med deres skeptiske bemærkninger. Har medarbejdere slet ikke noget ansvar for, hvordan de er forberedt til at møde på arbejdet eller for, hvordan de opfører sig i arbejdstiden?
Hvad har du gjort for at være klar til at arbejde i dag?
Arbejdsmiljøarbejdet har i de sidste årtier ensidigt fokuseret på at reducere de belastninger og risici arbejdet påfører medarbejderen. Hos rigtig mange virksomheder er vi kommet rigtigt langt. Men vi får stadigt flere bekendtgørelser om krav til arbejdspladsindretning, eller hvor meget medarbejdere højst må løfte. Alt sammen med det gode formål, at reducere ”arbejdets krav” til medarbejderne, så ulykker og nedslidning undgås. Men hvad med din evne til at arbejde? (Det vi kalder din arbejdskapacitet.) Er det virkelig nok, at du bare møder til tiden eller skal virksomheden fremover kunne stille krav hvordan du vedligeholder og forbedrer din personlige arbejdskapacitet i fritiden? Og hvilke krav stiller du til dig selv? Fysisk aktivitet og træning er den bedste måde at forebygge smerter i muskler og led, samt bidrager til at forbygge en lang række livsstilssygdomme og dårlig koncentration. Ordentlig mad og tilstrækkelig søvn øger koncentrationsevnen og kan dermed bidrage til at reducere antallet af ulykker, samt give mere kvalitet i arbejdet. Hvad gør du for at øge eller vedligeholde din arbejdskapacitet? Får du den nødvendige motion? Udfører du de træningsøvelser som forebygger nedslidningstruslen i dit arbejde? Er du frisk og veludhvilet når du møder på arbejde?
Hvad er dit ansvar for stemningen på arbejdspladsen?
Mange arbejdspladser har problemer med konflikter og dårligt humør hos medarbejderne. I en tid med ”truende fyringer”, er dette problem absolut ikke blevet mindre. Derfor køres der i disse år mange forbedringsinitiativer omkring tillid og motivation i form af f.eks. ”anerkendende ledelse”, social kapital osv. Alt sammen ganske fornuftigt. Men hvad med medarbejdernes eget ansvar? Har vi alle ikke pligt til at skabe positiv stemning, når vi kommer ind på arbejdspladsen? Kan vi tillade os at deltage i rygtestrømmen ved kaffemaskinen, eller har vi et ansvar for at gå tilbage til historiens arnested for at få de rigtige fakta? Så rygtet kan stoppes allerede ved dets ”vugge”.
Er velfærdssamfundets på vej hen imod nul arbejdskapacitet?
I et samfund med stadigt flere livsstilsproblemer, bliver vores arbejdskapacitet stadigt ringere og ringere. Stadigt flere unge under 30 får brug for lægebehandling på grund af dårlig livsstil. Alt for mange unge ender på førtidspension før de knap kommer i gang med at arbejde. Vi behandler, og vi forsøger at forebygge, men vi tør ikke stille krav til eget ansvar. Har vi virkeligt råd til at acceptere det? Har vi virkeligt råd til at det altid er virksomheden der skal reducere arbejdsbelastningen eller altid er førtidspensionen der skal betale? Har vi slet ikke noget personligt ansvar for vores egen kapacitet?
Her må vi lige opridse fakta: En uge består af 168 timer (24 x7), hvoraf ca. 37 timer går til arbejde, og omkring 50-55 bør gå til søvn. Dvs. at vi har mere end 80 timer til fri disposition hver eneste uge selv efter vi har afholdt den anbefalede mængde af søvn. Det er dobbelt så meget som vi arbejder.
For virksomhedens-, for samfundets- og mest af alt for din og min egen skyld, bliver vi nødt til at italesætte vores individuelle arbejdskapacitet, og specielt hvad vi gør i vores fritid, for at vedligeholde og forbedre denne. En god arbejdskapacitet og chancen for et længere liv hænger sammen med en sund livstil, og der er ikke nok at se på de 37 timer hvor vi arbejder. Tværtimod. Vi bør alle påtage os ansvar for at møde på arbejde med energi, overskud og smitte andre positivt. Medarbejderne må tage ansvar for egen trivsel og bruge fritiden som seriøs forberedelsestid til arbejdstiden. Så hvis I absolut vil tale om ”Work Life Balance”, så start venligst med at italesætte hvilken arbejdskapacitet og hvilket humør I tager med jer på arbejde!
Kenneth Ajslev er til daglig direktør for divisionen ledelse, sundhed og arbejdsmiljø hos rådgivningsvirksomheden Alectia A/S. Kenneth skriver om virksomhedsdrift samt ledelse, sundhed og arbejdsmiljø. Han tror på, at det er medarbejderne, der skaber virksomhedens resultater. Resultater som bedre kundeservice, driftseffektivitet eller innovation opnås derfor kun via en dyb forståelse af medarbejderen og dennes arbejdsopgave samt de tre faktorer der har størst effekt herpå; Ledelse, Sundhed og arbejdsmiljø.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar