tirsdag den 14. august 2012

Hjælp til min hjerne !

Menneskets forlængede arm – smartphonen – er blevet en organisk forlængelse af os selv. Ifølge eksperter betyder den teknologiske udvikling, at vi tænker anderledes og har taget et skridt længere op ad evolutionsstigen. Mennesket og teknologien rykker hele tiden tættere og tættere sammen. Computeren er ikke længere hensat til skrivebordet, men er med overalt i form af smartphonen. Og forholdet til de små elektriske apparater er efterhånden blevet så tæt, at smartphonen er blevet naturlig forlængelse af, hvem vi er. Ifølge Scott W. Campbell, der er professor i telekommunikation ved University of Michigan, er smartphones i dag en fast beklædningsdel og en nærmest organisk udvidelse af os selv. En ekstern hjerne, hvor vi lagrer dele af vores hukommelse. Antropologen Case Amber mener, at mennesker og maskiner nu er så tæt forbundet, at vi har nået et nyt trin på evolutionstrappen. Mennesket er blevet en ny version af Homo Sapiens – cyborgs – der er en sammensmeltning af kød og teknologi. »Når mennesker klikker på deres smartphones, leder de tit efter informationer i deres »anden hjerne«. Derfor går vi i panik, hvis vi mister vores smartphones. Der opstår simpelthen et hul i vores i hukommelse. Og jo flere informationer, vi lader vores smartphone overtage, desto mere afhængige bliver vi af den,« siger Case Amber til Berlingske. Sherry Turkle, ph.d. i psykologi fra Harvard University, mener, det er svært at forudse i hvor høj grad, de små apparater påvirker menneskets psyke. »For 30 år siden spurgte vi, hvad vi skulle bruge computere til. Nu spørger vi, hvad vi ikke kan bruge dem til. De ændrer ikke bare vores måde at tænke på. De laver om på, hvem vi er,« konkluderer hun. ( Jeg er nok ret afhængig af min telefon, men kan den dog godt lægge den fra mig i ny og næ. Om det så er fordi jeg ikke har brug for en ekstra hjerne........ Eller jeg bare ikke har opdaget hvor meget den i virkeligheden kan hjælpe mig, vil jeg lade stå hen i det uvisse )

Ingen kommentarer: