lørdag den 18. februar 2012

Hvorfor er tis altid gul !

Årsagen til, at f.eks. cola ikke farver urinen, er, at næsten alle farvestoffer nedbrydes i kroppen, inden de når at blive udskilt med urinen. Det er kun meget få farvestoffer, der ikke bliver nedbrudt, heriblandt en del af farvestofferne fra rødbeder. Når urin alligevel er gult, har det ikke noget at gøre med de fødevarer, vi indtager. I stedet er det nedbrydningen af de røde blodlegemer i leveren, milten eller knoglemarven, der giver den gule farve. Røde blodlegemer lever kun i ca. 120 dage. Derefter nedbrydes de. Når røde blodlegemer nedbrydes, ødelægges også den del af blodlegemerne, der hedder hæmoglobin. I midten af hæmonglobinen sidder hæm-gruppen, der binder ilt til det røde blodlegeme. Når de røde blodlegemer bliver pillet fra hinanden, omdannes hæm-guppen til bilirubin, der udskilles fra blodet via leveren og farver både det, der kommer ud af den ene og den anden kropsåbning. I mere kropstekniske detaljer lyder forklaringen: I tarmen omdannes bilirubin til urobilinogen vha. tarmbakterier, hvoraf en del optages igen, omdannes til urobilin, og udskilles gennem nyrerne og farver urinen gul. Det urobilinogen, der ikke optages bliver omdannet til farvede pigmenter, udskilles med afføring og gør det brunt. Urin er dog ikke altid gult, og det er ikke kun, fordi du spiser eksempelvis rødbeder. Hvis du lider af tilstoppede galdegange som følge af eksempelvis galdesten eller en tumor i bugspytkirtlen, der ligger tæt på galdegangen, får du misfarvet både din urin og din afføring. Årsagen er, at galdegangen, der går fra leveren til tolvfingertarmen, transporterer bilirubin fra leveren og videre til tarmene. Hvis galdegangen er tilstoppet, kan bilirubin ikke komme ud med afføringen og bliver derfor optaget tilbage i blodet og udskilt gennem nyrerne i stedet for. Hvis galdegangene er tilstoppede, ændrer det farven på urinen og afføringen, da afføringen ikke længere bliver farvet af bilirubin, hvilket urinen til gengæld gør. Det er ikke kun afføringen og urinen, der ændrer farve, hvis galdegangene er tilstoppede. Hvis bilirubin ikke bliver udskilt i afføringen, ophobes det i kroppen og giver en gulfarvning af huden. Gulsot blandt voksne mennesker er ofte en god indikator på enten tilstoppede galdegange eller leversygdom. Også visse komponenter i medicin kan farve urinen. I nogle lægemidler bruges stoffet methylenblåt, som kroppen ikke kan nedbryde. Derfor bliver methylenblåt udskilt direkte med urinen og farver urinen – ja, blå.

Nu er der lidt at tænke over, når man alligevel skal have et par minutter til at gå, mens man venter på at blæren bliver tømt. Dog skal du ikke tænke så dybt, at du mister koncentrationen. Det skaber pletter ved siden af kummen - optørringsarbejde og en ofte en nedladende kommentar fra andre "tisse kammerater".

Ingen kommentarer: