lørdag den 4. februar 2012

Fedt er dyrt - Både at få og for samfundet !

Prøv at stille dig foran spejlet. Kig på den lille klump uskyldigt fedt på maven, der er med til at gøre dig én centimeter tykkere end normalvægtige. Den klump fedt koster sundhedsvæsenet omkring 100 kroner ekstra om året. Så kontant er budskabet fra et hold danske forskere, der som de første har afsløret, hvad det koster sundhedsvæsnet, at folk er overvægtige. En normalvægtig kvinde koster sundhedssystemet 9.100 kroner om året, men for hver centimeter overflødigt fedt omkring livet stiger udgifterne til sundhedsvæsnet med 1,25%. Tilsvarende koster en normalvægtig mand 8.700 kroner om året. For hver centimeter overflødigt fedt stiger udgifterne med 2,08%.

Resultatet bygger på omfattende data fra næsten 32.000 danskere og er netop blevet offentliggjort i tidsskriftet Obesity Facts. Et regnestykke på et specifik menneske skal tage højde for blandt andet alder, uddannelse, indkomst og rygevaner, og derfor svinger udgiften fra person til person. Men forskerne nævner som et tænkt, overordnet eksempel, at en kvinde med en livvidde på 95 centimeter (15 centimeter over normalen) koster sundhedsvæsnet ekstra 2.000 kroner om året - eller 22 procent mere end en normalvægtig. Oplysningerne bliver rigtigt interessante, hvis man senere kan koble dem sammen med resultater fra forebyggende indsatser inden for eksempelvis motion og finde ud af, hvor mange udgifter, man sparer ved at lave sådan en intervention. De to analyser kunne tilsammen vise en klar sammenhæng mellem livvidde og udgifter til sundhedsvæsnet. Ifølge forskerne er det et bevis på, at samfundet kunne spare et »betydeligt beløb«, formentlig mange millioner kroner, på effektivt at forebygge fedme.

Ingen kommentarer: