tirsdag den 5. april 2016

London pastiller !

Londons skruppelløse slikfabrikanter havde frit lejde til at bruge livsfarlige ingredienser i deres produkter. I 1831 fik Londons indbyggere bekræftet en formodning, de havde haft længe: At storbyens slik var stopfyldt med fupsubstanser.
 
Bevismaterialet stod lægen William Brooke O’Shaughnessy for. Han tog rundt i Londons butikker og købte store mængder af farvestrålende slik. Resultaterne af O’Shaughnessys kemiske analyser var chokerende. De røde stykker, der ofte var formet som indbydende jordbær eller æbler, var i mange tilfælde malet over med rødt bly eller kviksølv.
 
Det grønne slik var fyldt med kobber, og det gule med gummigot – et stof, der normalt bruges til at farve tøj. Men den britiske regering ville holde sig ude af det frie marked og lod landets børn gnaske videre på giftslikket, indtil en decideret katastrofe i 1858 fik myndighederne til at blande sig:
 
En slikhandler kendt som “Humbug-Billy” gik som sædvanlig til markedet for at sælge sine pebermyntepastiller. Det blev en fin aften, hvor mere end 2,5 kg blev langet over disken. Men inden for et døgn døde 20 af kunderne efter kraftige anfald af kramper, diarré og opkastninger. 200 andre blev alvorligt syge.
 
Årsagen blev hurtigt fundet: Pastillerne var fyldt med livsfarlig arsenik. Manden, som havde
fremstillet pastillerne, Joseph Neal, havde sendt sin assistent til apotekeren for at hente fupsukker.
Assistenten havde fået lov til selv at gå i apotekskælderen, men tog fejl af sækkene og blandede i stedet fem kg arsenik – i princippet nok til at slå 20.000 mennesker ihjel – i slikmassen.
 
Efterspil: Alvoren gik omsider op for de britiske politikere, som indførte to nye love baseret på netop denne slikskandale.

Ingen kommentarer: