lørdag den 27. april 2013

Kørselsvaner !

Selv professionelle chauffører i taxaer og sygetransporter ofte vælger uhensigtsmæssige ruter. Det viser ny forskning fra Aalborg Universitet og FlexDanmark. Resultaterne har været en øjenåbner for trafikplanlæggere, og nu kan privatbilister også gå på nettet og tjekke, om de bør ændre deres vaner.
Oplysningerne findes i en udbygget version af en populær gratis online-løsning med oplysninger om døgnets trafikbelastning på det danske vejnet, som forskere fra Aalborg Universitet har været med til at gøre tilgængelig som led i det EU-støttede forskningsprojekt Reduction. Projektets mål er at reducere miljøpåvirkningen fra transport. I den danske del af projektet samarbejder dataloger fra Aalborg Universitet blandt andet med driftsselskabet FlexDanmark, som tilrettelægger sygetransporter, skolekørsel og anden flextrafik for flere regionale trafikselskaber, samt med teknologivirksomheden ProTracking i Viborg, som udvikler GPS-udstyr til transportbranchen.
Projektet har tidligere under stor bevågenhed lanceret et online-trængselskort, som viser kødannelser rundt om i Danmark. Det er nu udbygget med et hastighedskort på baggrund af overvågningsdata fra de biler, som kører for FlexDanmark. Kortet giver derfor et meget præcist og ofte overraskende billede af det faktiske tids- og brændstofforbrug på de kørte strækninger. Det kan fremover hjælpe med at vælge den bedste rute i og uden for myldretiden.
»I nogle tilfælde har det vist sig, at den nærmeste omvej er den hurtigste. Det vil sige, at det ofte er bedre at benytte de store trafikstrømme end den korteste vej. Det gælder eksempelvis for den interne transport mellem sygehuse i København, konstaterer udviklingschef Niels Tvilling Larsen fra FlexDanmark.
FlexDanmarks mål med projektet er mere præcis planlægning og mere rettidig service også i myldretiden. Desuden vil selskabet gerne kunne vurdere den enkelte vogns brændstofforbrug, så det bliver muligt at belønne dem, der kører miljømæssigt korrekt. Foreløbig matcher resultaterne målsætningerne:
»Vi har fået mere rettidighed og mere korrekt afregning af kørslen, og det har også startet en debat om, hvordan man belønner miljøbevidst kørsel. Derfor tror vi på, at den her anvendelse af mere præcise data vil sprede sig til den øvrige planlægning af persontransport, og at vi måske ad den vej kan skubbe nogle transporter væk fra myldretiden,« siger Niels Tvilling Larsen.

Ingen kommentarer: