Hvorfor er det lige at man blive dømt som en kold skid eller en rigtig ærke arbejdsgiver, når man drister sig til at ringe til en medarbejder, der er kommet til skade på arbejde. Min intentioner er først og fremmest at hører, hvordan et går, og så for at tilbyde personen at komme ind på arbejde og udfører det som nu er muligt med den skade personen har. Skal det være kontorjob, et skånejob på nedsat tid eller noget helt andet, kommer helt an på situationen. Alle taler om at arbejdsgiverne skal tage et større socialt ansvar, at man skal fastholde kontakten til arbejdspladsen, at omsorg gør folk hurtige raske o.s.v. Og når man så prøver, er der straks en råben og skrigen om indblanding i privatlivet og at sygdom er en privat sag. Jamen - Jamen !!!!!!! Er det kun fine ord der ikke har bund i realiteterne. Er vi stadig på det stadie, at vi vogter mere på hinanden end samarbejder !
Ingen kommentarer:
Send en kommentar