fredag den 1. november 2013

Huller !

Det lyder måske underligt, men der er faktisk mennesker derude, der er bange for huller af enhver art. Altså, ikke kun store huller i Jorden eller sorte huller, man kan blive suget ind i universet – men ifølge b.dk også bittesmå huller i et bistade, i kagedejen eller alle mulige andre steder, hvor små huller nu kan opstå. Og ja, også i tænderne. Angsten er ikke anerkendt som en rigtig fobi, men nu har to forskere fra University of Essex taget lidelsen seriøst og giver i tidsskriftet Psychological Science deres bud på, hvad årsagen til den er.
Ifølge b.dk konkluderer forskerne ud fra 76 billeder af huller, der skræmte folk, der mente, de havde angsten, og 76 billeder, der ikke virkede skræmmende, at angsten nærmere hænger sammen med det mønster, hullerne danner, end hullerne i sig selv. Ifølge b.dk lyder forskernes konklusion, at angsten vækkes hos de hulangste – såkaldte trypofobik – når hullerne danner et mønster, der kan genkendes på giftige dyr. En af forskerne er ifølge b.dk tidligere stødt på en mand, der var særligt ræd for billeder af den blåringede blæksprutte, som skulle være et af de giftigste dyr i havet. Tanken er, at hullerne eller mønstrene dermed skriger på, at vores indre hulemand skal vågne og være på vild vagt.
Beskrivelsen af fobien er dog stadig ikke baseret på andet end anekdoter fra internettet. Der er ifølge b.dk ingen registrerede patienter eller for den sags skyld kliniske forsøg på at behandle fobien.

Ingen kommentarer: