torsdag den 14. november 2013

Vaccine er farlig !

Fakta: »Vacciner er ikke farlige, men de har bivirkninger som enhver anden medicinsk behandling,« slår Allan Randrup Thomsen fast. »Bivirkningerne træder måske tydeligere frem ved vacciner, fordi vi tager et raskt menneske og behandler det. Modtager en syg patient derimod en behandling, er han eller hun nok mere tilbøjelig til at acceptere visse bivirkninger.« - »Sammenligner vi vaccine-bivirkninger med den naturlige variant af sygdommen, kommer ingen vacciner bare tilnærmelsesvis op i nærheden af farlighedskategori som den naturlige infektion,« ," fortæller Jan Pravsgaard Christensen.
»Det amerikanske Center for Disease Controle (CDC) lavede i 2002 en undersøgelse af risikoen for fatale følger ved vaccinationer. Den var så lav, at den ikke kunne estimeres.« Årsagen til denne vandrehistorie skal måske søges i de tidspunkter/perioder i et menneskes liv, hvor vi bliver vaccineret. Som allerede nævnt kan en influenzavaccineret person få en forkølelse to dage efter vaccinationen, og måske tro, at det er vaccinens skyld. Vi modtager mange vacciner som børn, og det er på samme tidspunkt i vores liv, at vi er særligt sårbare overfor infektioner, da immunforsvaret endnu ikke er kommet ordentligt op i omdrejninger. »Det har fået nogle mennesker til at kæde for eksempel kighostevaccinen sammen med hjerneskade,« forklarer Allan Randrup Thomsen.
»Sundhedsmyndighederne prøvede så at flytte tidspunktet for vaccinationen for at undersøge, om der virkelig var så voldsomme bivirkninger, for så skulle de to jo følges ad. Det skete ikke. Men man vaccinerer mod kighoste på et tidspunkt i et barns liv, hvor kramper og spastisk lammelse kan opstå som følge af hjerneskader.« - »Og så blev vaccinen 'brandet' som årsagen, selvom en vaccine ikke kan give hjerneskader. Det samme gælder for eksempel autisme og vuggedød. Nogen har hævdet, at vacciner kan give autisme hos små børn, eller ligefrem forårsage vuggedød.« - »Det er klart, at når vi vaccinerer børn i de første 15 måneder af deres liv, hvor vuggedøden indtræffer, så kan folk få den fejlagtige opfattelse, at der er en sammenhæng,« fortæller Jan Pravsgaard Christensen. - »Men det har ikke mere på sig end at hævde, at bilulykker skyldes, at folk har spist franskbrød til morgenmad. Det vil mange have gjort, men det er jo ikke derfor de kører galt.«




 

Ingen kommentarer: