Alt for mange danskere bruger for mange af dagens timer på deres flade. Det sker især foran skærmene. At sidde for meget kan have store konsekvenser for helbredet, også selvom man lever op til anbefalingerne for daglig fysisk aktivitet. Det viser en ny rapport fra Vidensråd for Forebyggelse, der samler den resultater af den nyeste forskning på området. Børn ser i gennemsnit over to timers tv om dagen, mens voksne dagligt bruger mellem tre og seks timer af deres fritid på stillesiddende aktiviteter. Andelen af voksne danskere med stillesiddende arbejde har været stigende i en årrække og er nu på omkring 40 %. »Det faktum, at vores adfærd er blevet mere stillesiddende, skal tages alvorligt, da det kan have store konsekvenser for vores helbred i form af øget risiko for livsstilssygdomme,« siger Morten Grønbæk, der er formand for Vidensråd for Forebyggelse i en pressemeddelelse. »Det er et utroligt stort problem, fordi stillesiddende adfærd er en selvstændig risikofaktor for helbredet. Altså, selvom voksne er fysisk aktive mindst 30 minutter om dagen - og børn 60 minutter, som Sundhedsstyrelsen anbefaler, er der alligevel en helbredsrisiko, hvis man sidder ned resten af tiden«, forklarer Kristian Overgaard, formand for arbejdsgruppen bag rapporten.
Rapporten viser, at de børn og unge, der sidder meget foran fjernsynet, har større risiko for at blive overvægtige. Meget tyder på, at der en sammenhæng mellem et stort tv-forbrug og en dårlig kondition. Udover det peger forskning på, at et stort tv-forbrug hos børn og unge er forbundet med dårlig mental sundhed for eksempel depression, dårligere præstation i skolen og sociale adfærdsproblemer, samt at de stillesiddende vaner til en vis grad hænger fast i voksenlivet.
I forhold til de voksne er der flere nyere studier, der peger på, at stillesiddende adfærd samlet set er forbundet med øget dødelighed, og at et højt tv-forbrug hænger sammen med øget risiko for type 2-diabetes og hjertekarsygdomme. »For eksempel viser en stor undersøgelse, at for hver to timer det daglige tv-forbrug øges, så stiger risikoen for type 2-diabetes med 20 %, hjertekarsygdomme med 15 % og for tidlig død med 13 %”, fortæller Kristian Overgaard og understreger, at det blandt andet derfor er utroligt vigtigt, at man forsøger at begrænse sin stillesiddende adfærd mest muligt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar