Dresborg !

 

På en af mine faste løberuter, kommer jeg forbi et skilt, hvor der står " Dresborg" - Jeg vidste godt at det var et gammelt herregårds sted, men jeg har første fundet hele historien nu. (Læs nedenstående) - Nu kan jeg næsten mærke historiens sus, når jeg løber forbi. Og det giver lige som et større perspektiv på livet, når man nu har rødderne med.

 

 

Overalt i de frugtbare egne af Sønderjylland befinder der sig på utilgængelige steder små, anonyme voldsteder. Disse er opført af nogle af de mange, mange herremænd, der fandtes overalt på landet i de første århundreder af middelalderen. For langt de fleste af disse voldsteder gælder, at vi i dag ikke kender navnet på den herremand, der her havde sin borg. Han har ikke efterladt sig tilstrækkeligt med vidnesbyrd til at navnet er bevaret til i dag. Et sådan voldsted er Dresvold. Det blev udgravet af Hans Neumann, lederen af Haderslev Museum, i 1949, da man i forbindelse med udvidelse af vejen mellem Skodborg og Gejlager var stødt på murværk.

 

De mange herremænd

Igennem middelalderens første århundreder boede de fleste herremænd inde i landsbyerne. Deres huse var nok større og flottere end de almindelige bønders, men ellers skilte de sig ikke særligt ud. Og der var rigtigt mange af dem, for det var ikke nødvendigt at eje mere end nogle få bondegårde for at kunne stille med udrustning og hest, når kongen kaldte til forsvar af landet. Mere skulle der ikke til for at være herremand! Der var derfor mange hundrede herremænd i Sønderjylland, og kun et fåtal af dem har efterladt sig spor i form af skriftlige kilder. Vi ved ganske enkelt ikke, hvad mange af dem hed, eller også kender vi navnet, men aner intet om, hvor de boede. Således opregner en kilde udstedt 1358 på Sønderborg Slot 37 herremænd, alle bosiddende på Als og Sundeved. Af disse kan kun fire knyttes til et bestemt voldsted eller en landsby, resten ved vi ikke hvor boede.

 

Det farlige 1300-tal

For alle disse små og store herremænd, blev 1300-tallet en besværlig tid. Mange krige, de holstenske grevers herredømme og Valdemar Atterdags tilbageerobring af landet gjorde det usikkert at være herremand, hvad enten man ejede mange gårde som Valdemar Sappi i Arrild (se uge 12) eller få gårde, som den navnløse herremand i Skodborg, og det blev nødvendigt for hver enkelt at kunne forsvare sig. Mange flyttede ud af landsbyerne og byggede sig borge på svært tilgængelige steder. En del flyttede simpelthen hele deres gård ud i mosen, men andre gjorde som herremanden i Skodborg, lavede en halv løsning. Det var nemlig kun forsvarstårnet, der blev opført i den fugtige eng ved Skodborg Bæk. Resten af gården blev placeret på det tørre land.

 

Stenhuset

Vejvæsenet var som nævnt stødt på murværk, da de i 1949 udvidede vejen Skodborg – Gejlager. Det viste sig at være en kompakt kampestensmur, der udgjorde fundamentet til et 6,15 x 3,15 m stort stenhus med største udstrækning i nord-syd. Den én meter brede mur var opført i kampesten med muslingekalk og stod bevaret i en højde på op til 1,70 m. Selve huset har sandsynligvis været opbygget af tegl, da der fandtes masser af teglsten på stedet. Samtidigt med at kampestensmuren dannede fundament under husets mure, var den også ramme om en kælder. Murens indvendige side var kalket hvid og en fem m lang skrånende gang ledte fra terræn ned til kælderens indgangsdør, der sad i den sydvendte gavl. Denne kælder havde igennem hele husets levetid fungeret som ”bagers”.

 

Bageovnen

I kælderens nordvestre hjørne udgravedes nemlig en bageovn i tre faser. Den ældste ovn var bevaret i form af rester af ovnkappen, der lå trådt ned i det ældste gulvlag. Herpå var der blevet lagt et nyt lergulv og et 3 x 2,5 m stort kampestensfundament var blevet lagt ud som underlag under en nærmest pæreformet ovn af ler. En del af denne ovns hårdbrændte lerkappe var endnu bevaret. Da denne ovn var blevet for gammel, blev den erstattet af en ny. Den havde samme form og udstrækning som forgængeren, men ovnens bund bestod nu af munkesten. Denne ovn blev ødelagt i forbindelse med at huset blev brækket ned, men dens sider stod endnu bevaret i næsten ½ meters højde.

 

Tårnbanken

Stenhuset må have været hovedhuset i den ukendte herremands gård. For at beskytte sig selv i tilfælde af angreb havde han syd for selve gården, ude i engen, anlagt en cirkulær tårnbanke. Banken var omtrent 20 m i diameter og var omgivet af en fem m bred voldgrav samt en ydervold (Billede 10). Endnu i 1808 omtales den som en anseelig høj omgivet af volde. Neumann lagde en søgegrøft tværs over voldgrav og det der er tilbage af banken, men måtte konstatere, at banken var så nedpløjet, at der ikke var spor efter bebyggelse tilbage. Banken og voldgraven kan dog endnu anes i terrænet.

 

Datering

Nedtrampet i det ældste gulvlag i kælderen lå en mønt fra Kristoffer 2., præget i Ribe engang i 1320’erne. Da møntens datering stemmer med den keramik, der blev fundet mængder af i kælderen er der næppe nogen tvivl om, at stenhuset må være opført omkring 1330, og det har vel fået lov til at blive stående i nogle årtier.

 

Herremanden fra Skodborg

Hvad der siden hændte, er uvist, men et rimeligt gæt er, at herremanden og dennes slægt ikke overlevede de turbulente år i midten af 1300-tallet. Hans gods er blevet overtaget af nogle af de herremænd, der klarede sig igennem alle kriserne, som f.eks. slægten Limbek på Tørning, og selv er han måske omkommet, eller har været nødsaget til at skifte status fra herremand til fæstebonde. Under alle omstændigheder forsvandt herregården ved Gejlager, men dog ikke mere end at kampestensfundamentet stadig står bevaret under jorden. Kælderen er naturligvis fredet.