- Når man som selvbygger er i gang med at bygge et lille enfamiliehus med 15 graders taghældning så er det jo heller ikke noget problem selv at lægge tagpap på med "hjælp" fra en god ven i en weekend. Manden på taget skulle sikres, så der ikke skete nogen ulykker, han havde jo sit sædvanlige arbejde at passe i den efterfølgende uge. Så et reb blev smidt over huset, den ene ende blev fastgjort til vennens folkevogns-"rugbrød" med lad, der meget belejligt stod parkeret ved huset, og manden på taget, på husets modsatte side, fik rebet bundet om livet! Arbejdet gik godt. Ham med rebet om livet sømmede lystigt pap på, vennen hentede nye ruller tagpap på ladvognen og bragte dem op ad stigen. Fin arbejdsfordeling, men svedigt arbejde, som giver tørst. På et tidspunkt midt på lørdag formiddag råber vennen så op til manden på taget: "Jeg henter lige et par bajere nede ved købmanden", glemmer alt om rebet, der er fastgjort til folkevogns-"rugbrødet" med lad, og kører, indtil han hører nogen, der råber stop-stop bagved bilen. Rigtig gættet, det er manden fra taget, der råber. Det hører med til historien, at dengang i 1960'erne, fik man leveret vinduer uden glas isat, og glarmesteren leverede termoruderne i en stor tremme-trækasse foret med halm. Ovenpå en sådan kasse, der lå på jorden tømt for glas, sad manden fra taget, med reb om livet, uskadt, rystet, men stadig tørstig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar