Det er som udgangspunkt ikke farligt at give sin partner et kys på munden. Anderledes er det med kæledyrene. Deres munde er nemlig fyldt med bakterier, som vi kan blive virkelig syge af, hvis vi er uheldige.
Vi kan blive smittet med alt fra salmonella, bændelorm, levercyster og lungebetændelse, hvis vi fristes til at give kæledyrene et ordentligt kys som tegn på vores kærlighed, eller hvis de får lov til at slikke os i ansigtet. Derfor råder Thomas Benfield, der er professor ved Infektionsmedicinske Afdeling på Hvidovre Hospital, til, at man nøjes med at kramme eller klappe de pelsede medlemmer af familien. - »Hunde spiser jo afføring og ådsler, det er deres natur. Derfor er det en rigtig dårlig ide at kysse dem. Der kan være rigtig mange bakterier i deres savl,« siger Thomas Benfield.
Men hvad nu hvis den lige har været i bad?
»Så skal du også vaske den i munden. Bakterierne, som vi bliver syge af findes i dens tarmsystem, og dem kan vi ikke vaske ud,« forklarer Thomas Benfield til Videnskab.dk. Hunde er som udgangspunkt de værste i forhold til at blive smittet, fordi de er meget udenfor og lever tæt sammen med deres ejere, fortæller Thomas Benfield. Men det er ikke kun hunde, der kan smitte os.
Fugle og katte er mere renlige - men ...
Folk, der ikke har hund, men i stedet har kat eller fugl, kan også blive smittet, hvis de kommer for tæt på deres dyr. - »Huskatte er generelt mere renlige og kommer mindre ud end hunde, men der er stadig risiko forbundet med kattene – især hvis de kradser eller bider, så kan man få Cat Scratch Disease, som giver feber og hævede lymfekirtler. Fuglene kan give papegøjesyge – både hvis man kysser den på næbbet, eller hvis man ikke får ryddet deres afføring af vejen, inden den tørrer ud og forstøver,« forklarer Thomas Benfield.
Hvis mennesker bliver smittet med papegøjesyge, kan det, ifølge Statens Serum Institut, vise sig som brystsmerter, tør hoste og i nogle tilfælde kan det udvikle sig til lungebetændelse. Og lægerne kan faktisk se, hvis lungebetændelsen er forårsaget af en fugl. - »Hvis vi har patienter med lungebetændelse, vil vi som regel finde ud af, hvad der er skyld i lungebetændelsen, og her kan det eksempelvis være, at bakterierne kommer fra en fugl. Det kan også være, at behandlingen ikke fungerer som den skal, og det kan skyldes, at bakterierne kommer fra dyr, som skal behandles anderledes,« siger Thomas Benfield til Videnskab.dk.
Vores kæledyr er mere end søde og nuttede
Thomas Benfield fortæller, at de ser patienter, som er blevet syge, fordi de eksempelvis er blevet kradset eller har fået spyt fra dyrene i munden. Men generelt er der ikke så meget viden om, hvad risikoen er for at blive smittet.
»Sagen er den, at vi jo bare regner med, at vores kæledyr er søde og nuttede og uskadelige, og det er de også, hvis man bare aer eller klapper dem, så bliver man ikke syg,« siger Thomas Benfield.
Hvis du helt vildt godt kan lide at give din hund eller kanariefugl et kys i ny og næ, så skal du gøre det på panden, foreslår Thomas Benfield. Der er der nemlig færre bakterier, som kan gøre dig syg. Og så er der jo heldigvis en masse fordele ved at have kæledyr som hund, påpeger Thomas Benfield.
»Udover at de jo er søde, så lever folk med hund faktisk længere end folk uden hund. Det skyldes sandsynligvis flere ting. De har altid selskab, og så har folk med hund en bedre bakteriediversitet, fordi de kommer i kontakt med hundens bakterier – både de dårlige og de gode. Det gør dem mere resistente,« forklarer han
Ingen kommentarer:
Send en kommentar