Skandalen i FIFA kaster endnu engang et ubehageligt søgelys på fodboldforbundets kontroversielle beslutning om give VM-slutrunden i 2022 til Qatar. Den lille oliestat har endnu ikke officielt kommenteret den undersøgelse af korruption i forbindelse med tildelingen af VM i 2018 og 2022, som myndighederne i Schweiz annoncerede i går. Meddelelsen kom få timer efter, at USA - i en separat sag - begærede ni nuværende og forhenværende FIFA-topfolk anholdt. Men kilder i Qatar fortæller Financial Times, at man følger udviklingen i FIFA med stor nervøsitet i øjeblikket. Frygten går selvsagt på, at FIFA skal blive presset til at aflyse slutrunden i Qatar, hvis det viser sig, at landet opnåede værtskabet ved hjælp af ulovlige metoder.
Varme og ingen fodboldkultur
FIFA’s beslutning om at holde VM i Qatar har været genstand for kritik og skandale, siden den blev afsløret i 2010. Det første arabiske land til at vinde æren havde stort set ingen fodboldkultur - og derfor ingen infrastruktur til at afvikle turneringen.
Dertil kom klimaet, som betød, at VM-kampene skulle spilles i op til 50 graders varme, hvis man holdt fast i at lægge slutrunden i juni og juli måned, som den plejer. FIFA har løst sidstnævnte problem ved at flytte turneringen til november-december, mens Qatar selv havde svaret på den manglende infrastruktur: Landets ufattelige rigdom.
15 gange dyrere end London
Revisionsfirmaet Deloitte har anslået, at Qatar har afsat 200 milliarder dollar til at holde VM i 2022 - cirka 15 gange så meget, som det kostede af afvikle OL i London i 2012, skriver Eurosport. Selvom penge altså tilsyneladende ikke er noget problem, har det kæmpemæssige VM-byggeprojekt alligevel vist sig at være Qatars største PR-problem.
1.200 dødsfald
Byggeriet udføres i vid udstrækning af migrantarbejdere fra lande som Nepal, Indien og Bangladesh.
Internationale organisationer har gang på gang dokumenteret, at migrantarbejderne lever under slavelignende forhold i Qatar. Og ikke nok med det: Byggepladserne er de rene dødsfælder. Der findes ingen officielle tal, men fagforbundet International Trade Union Confederation anslår, at 1.200 arbejdere foreløbig har mistet livet i VM-byggeriet, skriver Washington Post.
Logo-kampagne
De mange dødsfald rykker nu igen helt frem på dagsordenen, efter myndighederne Schweiz er gået i gang med at undersøge, hvordan det egentlig lykkedes Qatar at sikre sig VM. Alle store nyhedstjenester skriver endnu engang om migrantarbejdernes forhold, og på sociale medier er brugere begyndt at ændre FIFA-sponsorers logoer i protest mod arbejdernes forhold:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar