mandag den 29. december 2014

Morgenmad og TV !

Morgen-tv er populært blandt både ældre og yngre, og hver fjerde dansker spiser morgenmad foran tv'et uanset alder. Det viser en undersøgelse af danskernes morgenmadsvaner foretaget af Samvirke og analyseinstituttet Zapera. Lotte Holm, professor ved institut for humanernæring og fødevaresociologi, nikker genkendende til tendensen. Hendes forskning viser, at mange måltider bliver indtaget foran tv'et. 

»Jeg vil ikke sige, at det enten er skidt eller godt at spise foran tv'et, det kommer meget an på, hvad man er vant til. I nogle familier er der altid et tv, en radio eller musik i baggrunden. Og hvis du eksempelvis holder af det program, du ser om morgnen, kan det være med til at intensivere hyggen,« siger Lotte Holm.
 

Morgenmaden rangerer lavt


Lotte Holm fortæller, at morgenmaden er det mest individualiserede måltid, og det er accepteret, at man gør, hvad man vil. - »Det er helt accepteret, at man spiser hver sin slags mad om morgnen – at man følger sine egne præferencer,« siger Lotte Holm. Dertil kommer, at dagens første måltid har lav status i danskernes bevidsthed. - »Morgenmad er det lavest rangerende måltid på den kulinarisk rangstige,« siger Lotte Holm. 

Hun tror, at det stigende udbud af take-away kaffe og morgenmad er et tegn på, at morgenmaden bliver indtaget på vejen eller på jobbet. - »Min fornemmelse siger mig, at morgenmaden flytter ud af hjemmet – ikke i familier med børn – men for andre. Simpelthen fordi udbudet af kaffe og morgenmad, man kan tage med vokser,« siger hun
.

 

Ingen kommentarer: