Når der er øl på bordet, og humøret er i top, er det svært at være lyseslukkeren, der tager bilnøglerne, når Svend vil køre halvsnaldret hjem i sin Fiat Punto.
Det viser en undersøgelse, som Epinion har lavet for Rådet For Sikker Trafik og Trygfonden, skriver Kristeligt Dagblad. Faktisk har mere end hver fjerde af de 1012 adspurgte inden for det seneste år været til et arrangement, hvor en person ville køre hjem med for meget sprit i blodet. Og i mere end hver tredje tilfælde var der ingen, der greb ind. Jakob Demant har igennem længere tid forsket i danskernes alkoholkultur, og undersøgelsen vækker også opsigt hos ham. »Det er nogle ret voldsomme tal, for spritkørsel er et af de mest direkte eksempler på, at alkohol kan skade andre. Derfor burde det være et af de steder, hvor det er nemmest at forholde sig aktivt,« funderer forskeren fra Center for Rusmiddelforskning på Aarhus Universitet.
Vi har kun øje for det positive ved alkohol
Ifølge Jakob Demant er det dog et indgroet element i den danske alkoholkultur, at vi kun har øje for de positive sider af procenterne. »Ved en fest er vi alle sammen uudtalt blevet enige om, at vi er i en positiv, nydelsesfuld situation, og det kan være svært at forvandle til noget, der kan være farligt,« mener forskeren. Rådet For Sikker Trafik forsøger i disse uger sammen med politiet og størstedelen af kommunerne at sætte fokus på det sociale ansvar for spritkørsel med en landsdækkende kampagne.
I 2010 mistede 55 danskere livet i spritulykker, og 250 personer kom til skade.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar