Kontrasten er da til at få øje på. Her ligger jeg og bobler rundt i en svømmepøl, med sol - varmt vand og en bar indenfor armsafstand. Og så det iskolde billede af badebroen ved Jels sø. En af mine største fornøjelser er at svømmetræne i åben vand. Det har ikke altid været sådan. Engang var jeg faktisk skrækslagen for at svømme rundt i åben vand, hvor man ikke kunne se bunden - Hvor man kunne mærke tang og vandmænd, og hvor bølgerne gjorde det besværligt at trække vejret. Men langsom er jeg kommet til at elske det. Det giver en utrolig frihed at svømme langs bredden af Jels sø, eller som jeg gjorde for et par år siden, i Mariager fjord. En kilometer ud og en kilometer hjem. Man bliver dus med vandet på en anden måde end i svømmehallen. Man mærker de forskellige temperaturer i vandet. Smagen af vandet. Lugten af vandet og så den natur der " glider" forbi en på vejen frem. Og så er det en hel anderledes lydoplevelse at svømme derude. En blanding af åndedræt. Plask når hånden går i vandet og suset når vandet passerer ens øre. Og lyset der spiller i bølgerne. Ja, det skal opleves. Men det tager tid at komme så langt. Og jeg kom rigtig til at savne denne fornemmelse, da jeg lå i svømmepølen og kunne se op i den åbne himmel.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar