mandag den 1. august 2016

Tistrængende !


Hold en høj tis-frekvens! Så kort er rådet til knibske kvinder og modvillige mænd, der altid holder på urinen i stedet for at honorere naturens kald. Blæren kan ikke holde til det, og blodforgiftning og nyreskader er bare nogle af de komplikationer, du risikerer ved ikke at lade vandet gå.

BLÆREN ER ET MAGASIN FOR TIS

● Urinblæren er et hulorgan, der kan rumme op mod 0,5 liter tis. ● Når blæren er ca. 2/3 fyldt, giver små føleceller signal til hjernen om udtømning. ● Hjernen beordrer blærehalsen til at åbne sig og blæremusklen til at trække sig sammen via nervesignaler – og tisset flyder. ● Kontakten mellem blære og hjerne er en del af det viljestyrede, somatiske nervesystem, og du kan derfor styre tisseriet selv.

Stopfylder du din blære med tis på daglig basis, bør du måske liiige læse følgende punkter igennem:

● Ophobet tis giver urinvejsinfektioner

Bakterier formerer sig optimalt i stillestående tis. Derfor er det ikke så smart at have blæren fyldt i unaturligt lang tid – også fordi tis faktisk spuler urinrøret for indkommende bakterier, hver gang du går på toilettet. Blærebetændelse er den mest almindelige urinvejsinfektion og skyldes oftest coli-bakterier fra din tarm, der er kommet op i blæren via urinrøret. En blærebetændelse kan også udvikle sig til akut nyrebækkenbetændelse, der i 10% af tilfældene kan føre til blodforgiftning.

● Selskabsblære drypper over konstant

Hvis du gennem længere tid har oparbejdet evnen til at holde dig, er din blære også blevet udvidet og slap – og det kan føre til overløbsinkontinens (ischuria paradoxa), også kendt som selskabsblære. Du vil føle, at du skal tisse hele tiden, men kan kun tømme blæren dråbevis. Din tis vil også ofte - ufrivilligt - havne i underbukserne, fordi den tror, den skal ud hele tiden. Dryp for dryp.

● En spændt blære kan give nyreskader

Er blæren spændt til bristepunktet, skal nyren arbejde på højtryk for at få lov til at sende nyrenset tis derned. Det sætter nyren under et ekstremt pres – et pres, som faktisk fortsætter selv efter, du har tømt blæren – og det kan føre til nyreskader. I sidste ende risikerer du at skulle i dialysebehandling for at give nyren kunstigt åndedræt – dvs. at du får dit blod pumpet gennem en rensemaskine og tilbage i kroppen igen, eller at lægerne sprøjter rensevæske direkte ind i din bughule.

● Blæresprængning fylder maven med tis

I yderste potens risikerer du, at din blære sprænger, hvis du ikke kommer af med din tis. Det sker uhyre sjældent og hovedsageligt for folk, der allerede har skader på blæren. Men det kan også ske i fuldskab. Når alkoholen går ind, går det nervesignal, der løber mellem blæren og hjernen, nemlig ned. Og et meget dæmpet nervesignal kan betyde, at kroppen ”glemmer” at tisse – indtil blæren sprænger. En sprængt blære er ikke alene ekstremt smertefuldt – din tis flyder også ud i din bughule, hvor den kan sprede voldsomme infektioner.

Løsningen: Tis med omtanke

Selvom komplikationerne lyder fæle, er de heldigvis nemme at undgå. Hvis bare du tømmer blæren for tis hver tredje til fjerde time, er der ingen fare. Er din blære allerede blevet lidt slap, fordi du holder dig for meget, skal du også bare begynde at tisse mere regelmæssigt igen. Det genoptræner blæremusklen. Og en sund blære er en rigtig god ide: Hvis først blæren bliver rigtig skadet, er der ikke så meget andet, du kan gøre, end at vænne dig til tanken om at tisse igennem et kateter resten af livet. God tisselyst.

Ingen kommentarer: