Det er velkendt, at overvægt øger risikoen for diabetes og hjerte-kar-sygdomme. Men for mange kilo på sidebenene kan også have konsekvenser for hjernens aldring. Det skriver University of Cambridge i en pressemeddelelse.
Midaldrendende overvægtige menneskers mængde af såkaldt hvid substans i hjernen er nemlig tilsvarende mængden hos en slank person, som er ti år ældre, viser et nyt studie. Hvid substans er en del af hjernens indre del og består hovedsageligt af nervebaner, som forbinder forskellige områder i hjernen og tillader, at information kommunikeres mellem hjernens forskellige regioner.
Det nye studie er publiceret i tidskriftet Neurobiology of Aging.
»Når vores hjerner ældres, skrumper de naturligt, men det er ikke klart, hvorfor overvægtige har en større reduktion i mængden af hvid substans. Vi kan kun spekulere i, hvorvidt fedme på den ene eller anden måde forårsager disse forandringer, eller om fedme er en konsekvens af ændringer i hjernen,« siger Lisa Ronan, som forsker ved Department of Psychiatry på University of Cambridge og er førsteforfatter på studiet, i pressemeddelelsen.
Det nye studie er baseret på 473 personer i alderen 20 til 83 år. Forskerne bag studiet regnede på mængden af hvid substans i hjernen hos henholdsvis overvægtige og slanke forsøgspersoner på samme alder. De opdagde, at en overvægtig på eksempelvis 50 år havde en mængde af hvid substans, som var sammenlignelig med en slank person på 60 år, hvilket indikerede en forskel i 'hjernealder' på ti år.
Dette gjaldt dog kun for midaldrende og ældre.
»Det faktum, at vi kun så disse forskelle hos midaldrende og ældre åbner for muligheden, at vi måske er særligt sårbare i denne alder. Det bliver også vigtigt at finde ud af, hvorvidt disse forandringer er reversible (mulige at vende, red.) i forbindelse med vægttab, hvilket meget vel kan være tilfældet,« siger Paul Fletcher, som er professor ved Department of Psychiatry på University of Cambridge og seniorforfatter på studiet, i pressemeddelelsen.
På trods af den tydelige forskel i mængden af hvid substans i hjernen hos henholdsvis slanke og overvægtige, fandt forskerne bag det nye studie dog ingen sammenhæng mellem overvægt og kognitive egenskaber, hvilke blev målt med en standard IQ-lignende test.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar