søndag den 19. juni 2016

HIV er næsten bekæmpet !

Omkring 35 millioner mennesker lider verden over af HIV, men kun en meget lille af dem bor i Danmark. Når kun én ud af 1.000 mennesker smittes med HIV om året, er der ifølge WHO ikke længere tale om en epidemi. Og det tal er Danmark tæt på at have nået, viser et nyt studie fra Københavns Universitet og University of California, UCLA. Det skriver UCLA i en pressemeddelelse.


I 2013 var det nemlig kun 1,4 ud af 1.000 personer, der blev smittet med HIV i Danmark. Og det var endda hos den gruppe mennesker, som i Danmark har den største risiko for at blive smittet: Mænd der har sex med mænd. - »Danskerne har gjort det, som ingen andre i verden har været i stand til at gøre: De har næsten udryddet deres HIV-epidemi, og det har de opnået ved blot at give behandling,« fortæller Sally Blower, som er forskningsleder på det nye studie og chef for Center for Biomedical Modeling på UCLA, i pressemeddelelsen.
Tallene for HIV-smittede mænd er faldet siden 1996, hvor effektiv HIV-medicin kom på markedet. Niels Obel og Jan Gerstoft, som begge er kliniske professorer og overlæger ved Institut for Klinisk Medicin på Københavns Universitet, har siden 1995 observeret tallene for HIV-smittede, blandt mænd der har sex med mænd.

De har regnet ud, at der i 2013 kun var omkring 600 smittede, som endnu ikke var diagnosticeret. - »Nu er tallene for smittede så små, at man nemt ville kunne lave en kampagne, for at få mændene testet for HIV. Hvis de så accepterer behandlingen, kan det udrydde epidemien fuldstændigt,« fortæller Laurence Palk, som er medforfatter til studiet og postdoc ved UCLA, i pressemeddelelsen.


I Danmark har man nemlig benyttet behandling som forebyggelse af HIV. Det har man gjort siden 1996, ved at give de HIV-smittede medicin, som gør, at infektionen ikke kan smitte. - »Vores resultater viser, at behandling som forebyggelse virker langsomt, men sikkert, mod at ende HIV-epidemien i Danmark,« fortæller Laurence Palk i pressemeddelelsen. At HIV er tæt på at være udryddet i Danmark, skyldes også indsatsen fra de HIV-smittede og behandlingsprogrammet i Danmark.


»I Danmark tager 98 procent af de smittede deres HIV-medicin, hvilket er grunden til, at behandling som forebyggelse virker der. Behandlingen gør, at færre bliver smittet med infektionen,« fortæller Justin Okano, som er hovedforfatter bag studiet og statistiker, i pressemeddelelsen. Forskningslederen, Sally Blower, mener, at alle lande bør tage det danske behandlingsprogram til sig, hvis HIV-pandemien skal udryddes i hele verden.

Ingen kommentarer: