Fakta: »Man kan ikke arve fedme, men man kan arve en genetisk tilbøjelighed til at udvikle den. Selvom arven spiller en rolle er også miljøet - alt det andet end arven - også yderst vigtigt og ændringer i miljøet er baggrunden for fedmeepidemien. Der findes gener, som er involveret i overvægt, men det er ikke så simpelt, at man bare kan sige, at overvægt er arveligt,« siger Thorkild I. A. Sørensen.
Ifølge Thorkild I. A. Sørensen viser familiestudier, at børn er federe, jo federe deres forældre er. - »Det fælles familiemiljø er traditionelt blev tillagt en meget stor betydning i forståelsen af fedme og som grundlag for forebyggelse. Familiemiljøet forbindes med fælles spise- og motionsvaner, som børnene tager til sig og som ofte følger dem gennem livet. Men det har faktisk været forbløffende svært at bevise, at det er disse vaner, det drejer sig om, på måder, der lever op til almindelig videnskabelige standard,« fortæller han.
Selv om familiemiljøet spiller en rolle, er den er svagere end genernes påvirkning, fastslår forskerne. For undersøgelser viser, at virkningen af det oprindelige fælles miljø fortager sig, når børnene flytter hjemmefra, og så er det altså kun generne, der kan være ansvarlige for, at familiemedlemmerne ligner hinanden vægtmæssigt.
Dog kan man ikke konstatere, at fedme er arvelig. Det er tilbøjeligheden til at udvikle fedme, man får med sig fra far eller mor. - »Der findes enkelte, sjældne former for meget svær fedme, som går i arv i familierne på samme måde som andre åbenlyst arvelige sygdomme. Det er en enkelt fejl i et enkelt gen, som står bag de arvelige fedmesygdomme, men for at blive ramt skal man have genet fra både sin far og mor, før det er aktivt. Og selv da, er det kun 25 % af børnene, som får genet og bliver syge,« forklarer Thorkild I. A. Sørensen. 
Ingen kommentarer:
Send en kommentar