Fakta: »Man kan ikke arve fedme, men man kan arve en genetisk tilbøjelighed til at udvikle den. Selvom arven spiller en rolle er også miljøet - alt det andet end arven - også yderst vigtigt og ændringer i miljøet er baggrunden for fedmeepidemien. Der findes gener, som er involveret i overvægt, men det er ikke så simpelt, at man bare kan sige, at overvægt er arveligt,« siger Thorkild I. A. Sørensen.
Han er professor i klinisk epidemiologi ved Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet og centerleder ved DanORC. »De almindelige former for overvægt og fedme skyldes mange gener med forskellige ofte hyppige variationer, og de påvirker tilbøjeligheden til at blive mere eller mindre fed,« forklarer han.
Ifølge Thorkild I. A. Sørensen viser familiestudier, at børn er federe, jo federe deres forældre er. - »Det fælles familiemiljø er traditionelt blev tillagt en meget stor betydning i forståelsen af fedme og som grundlag for forebyggelse. Familiemiljøet forbindes med fælles spise- og motionsvaner, som børnene tager til sig og som ofte følger dem gennem livet. Men det har faktisk været forbløffende svært at bevise, at det er disse vaner, det drejer sig om, på måder, der lever op til almindelig videnskabelige standard,« fortæller han.
Selv om familiemiljøet spiller en rolle, er den er svagere end genernes påvirkning, fastslår forskerne. For undersøgelser viser, at virkningen af det oprindelige fælles miljø fortager sig, når børnene flytter hjemmefra, og så er det altså kun generne, der kan være ansvarlige for, at familiemedlemmerne ligner hinanden vægtmæssigt.

Ingen kommentarer:
Send en kommentar