søndag den 20. marts 2016

Dåsemad der dræber !

“Det så fint ud, men det lugtede som et menneskelig, der er blevet fyldt med formaldehyd”, sagde den amerikanske major H.W. Daley om det dåsekød, hans tropper blev fodret med under den spansk-amerikanske krig.
 
Kødet var senet, sejt og svømmede i konserveringsmidler, så det kunne holde til varmen i Cuba og Puerto Rico, hvor krigen udspillede sig. Daley havde sågar observeret et stykke kød, der hang udenfor i solen i tre dage uden at tage farve eller fordærve.
 
Under USA’s tidligere krige havde hæren selv medbragt kvæg, som kunne slagtes og spises friske. Men i 1890’erne var Chicago blevet centrum for en gigantisk forarbejdningsindustri, hvor billigt kød blev fyldt på millioner af dåser.
 
Kødets holdbarhed blev forlænget ved hjælp af kraftige og ofte farlige konserveringsmidler. Fabriksejer Albert Heller forsvarede proceduren med en udtalelse om, at formaldehyd var sundt, da det forhindrede folk i at få kolera af at drikke mælk.
 
Soldaterne kunne ikke være mere uenige. De kæmpede allerede med malaria og gul feber, og det dårlige kød betød, at endnu flere soldater bukkede under. Soldaterne beskrev kødet som “balsameret”, og tusinder var ukampdygtige pga. diarré.
 
Efterspil: Myndighederne anslog, at blot 345 af de 2.910 omkomne amerikanske soldater var døde i kamp. Resten var bukket under af gul feber, malaria og dysenteri, der fik gode betingelser blandt de stærkt fejlernærede soldater. Skandalen pressede præsident McKinley til at fyre sin forsvarsminister, Russell A. Alger, i 1899.

Ingen kommentarer: