Hvis din nabo roder så meget, at det er blevet generende for dig, har du ret til at bede naboen rydde op. Som boligejer har man ifølge Byggeloven pligt til at holde sin grund og ejendom i ”sømmelig stand”. Overholder din nabo ikke det, har du flere muligheder for at løse problemet.
LÆS OGSÅ: 5 råd til at tjene penge på dit rod
1. Tal med naboen
Start altid med at tale med din nabo. Det er den bedste og som regel hurtigste løsning på problemet. Hvis du gerne vil opretholde eller skabe et godt forhold til din nabo, som du trods alt har tæt på livet, er venlighed og kommunikation blandt de vigtigste kodeord.
2. Kontakt grundejerforeningen
Hvis det ikke hjælper at tale med naboen, kan du prøve at henvende dig til din grundejerforening, som kan kontakte naboen og forsøge at finde en god løsning.
3. Kontakt kommunen
Hvis det slet ikke nytter at tale med din nabo, kan du kontakte din kommune. Kommunen kan hjælpe, hvis de vurderer, at naboens rod kan være til skade for personer eller udgøre en miljøfare. Det kan fx være, hvis der står byggeaffald eller skrottede biler på naboens grund. Kommunen kan påbyde naboen at rydde op. Et påbud kan dog være en lang proces, som ender med en politianmeldelse, hvis det ikke bliver fulgt. I yderste konsekvens kan kommunen sagsøge naboen, hvis rodet fx udgør en miljømæssig fare, eller hvis lokalplanen ikke overholdes.
LÆS OGSÅ: Lokalplaner
4. Få hjælp af uvildig mægler
Inden problemet ender i en opslidende retssag, kan det være en god idé at forsøge sig med en retsmægling. En retsmægling er en frivillig måde at løse konflikter på, hvor en mægler hjælper sagens parter til selv at finde frem til en løsning på problemet.
LÆS MERE om retsmægling på domstol.dk
5. Sagsøg naboen
Hvis sagen er gået helt i hårdknude, har du mulighed for at sagsøge din nabo, hvis rodet er generende i udtalt grad. Husk blot, at rod i sig selv ikke er ulovligt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar