onsdag den 2. april 2014

Kirkeuglen i min have !

De danske kirkeugler mangler føde i yngletiden, og det truer bestandens overlevelse, skriver Københavns Universitet (KU) i en pressemeddelelse. Ifølge pressemeddelelsen fra KU blev forskerne overraskede over, at fuglene primært søger føde i haver og bebyggede områder. Afgræssede områder står derimod lavt på fuglenes ønskeliste, selvom denne type landskab er den vigtigste kilde til føde for kirkeugler i andre lande. Det tyder ifølge pressemeddelelsen på, at de danske afgræssede arealer ikke har nok smådyr, som uglerne kan leve af.
»Vi havde en forventning fra udlandet om, at afgræssede områder ville være mest attraktive for kirkeugler at søge føde i, men uglerne foretrækker ofte haver og bebyggede områder, afhængig af vejrforholdene.«  -  »Det er essentielt, at de afgræssede arealer udlægges og drives, så de har en rig bestand af smådyr, hvis vi vil bryde med den negative kurve for kirkeuglerne,« forklarer Peter Sunde fra Institut for Bioscience, Aarhus Universitet, der har ledt studiet i pressemeddelelsen fra Københavns Universitet.
Bestanden af kirkeugler er gået tilbage i Vest- og Centraleuropa siden midten af det 20. århundrede på grund af intensiveret landbrug. I 2005 blev antallet af danske kirkeugler vurderet til 100 ynglende par med et årligt fald på 5 procent, og ifølge pressemeddelelsen formodes tallet i dag at være faldet til under 50 par.
»I frostvejr jager de husmus ved bygninger, men når det blæser og temperaturen er lidt højere, finder de regnorme på markerne ved at gå rundt på jorden som solsorte. På trods af deres evne til at være fleksible, kan vi konstatere, at kirkeuglerne stadig kæmper med holde deres unger i live og finde tilstrækkelig føde,« forklarer Kasper Thorup fra Københavns Universitet i pressemeddelelsen. ( Jeg har faktisk et par ret tæt på mit hus. Jeg ser dem ikke så ofte, men står altid stille og beundre dem, når de en sjælden gang er synlige )

Ingen kommentarer: