fredag den 28. december 2012

Kaffepauser er super !

Alle, der har været på en dårlig arbejdsplads, forstår værdien af gode kolleger og et godt arbejdsmiljø. Det er måske ikke så mærkeligt, for folk med fuldtidsjob bruger ofte mere tid på arbejdet i løbet af en arbejdsuge, end de gør med vennerne. Trivsel på jobbet kan endda vise sig at være livsvigtigt. Et studie fra Tel Aviv University i Israel, som fulgte ansatte i 20 år, viser nemlig, at de deltagere, som havde meget lidt kontakt med sine kolleger, og som ikke følte, at de fik social støtte fra kollegerne, havde 2,4 gange så stor risiko for at dø i løbet af de 20 år, i sammenligning med de mere lykkelige ansatte.
Følelsesmæssig støtte er den stærkeste indikator
820 deltagere i alderen 25 til 65 blev rekrutteret til studiet i forbindelse med et almindeligt helbredstjek i 1988. Deltagerne arbejdede i gennemsnit 8,8 timer per dag i forskellige sektorer som finans og sundhed. Forskerne fulgte deres journaler i 20 år og evaluerede de sociale forhold på deres arbejdspladser. Ved hjælp af spørgeskemaer undersøgte forskerne deltagernes forhold til deres chefer og kolleger, samt om de følte, at kollegerne var venlige og nemme at komme i kontakt med. Efter at have kontrolleret for psykologiske, adfærdsmæssige eller fysiologiske faktorer, som kunne påvirke resultatet – for eksempel alder, rygning eller depression – viste det sig, at følelsesmæssig støtte er den stærkeste indikator for fremtidig sundhed. I løbet af studiet døde 53 deltagere, og størstedelen af disse havde meget lidt eller ingen social kontakt med kollegerne. Alt i alt havde de deltagere, der meldte om dårlig emotionel kontakt med kollegerne, en 140 procent større risiko for at dø i løbet af 20 år.
Flere sofakroge og firmature gavner
»Vi tilbringer det meste af vores vågne timer på arbejdet, og vi har ikke så meget tid til at se vennerne i løbet af arbejdsugen,« påpeger Sharon Toker, hovedforfatter på studiet, i en pressemeddelelse fra universitetet. »Arbejdspladsen burde være et sted, hvor folk kan få den emotionelle støtte, de har brug for,« siger hun. Selv om for eksempel åbne kontorlandskaber er blevet ganske almindelige på mange arbejdspladser, er det ikke nok, mener Toker. Hun foreslår, at arbejdsgiverne laver områder, hvor de ansatte kan være sammen mere uformelt, som kaffehjørner og sofakroge. Hun foreslår også sociale sammenkomster uden for arbejdstiden, og at man ikke blokerer sociale hjemmesider som for eksempel Facebook, som hun mener kan være en vigtig kilde til social kontakt. Hun foreslår også programmer, hvor de ansatte får tilbud om at diskutere stress og personlige problemer forbundet med jobbet.

Ingen kommentarer: