fredag den 13. november 2015

Kina køber vores svin !


 
Kineserne foretrækker gris på middagsbordet. Og i år tyder alt på, at der bliver serveret flere svineører og grisehaler fra danske svin end nogensinde. Nye eksporttal viser, at eksporten af dansk kød til Kina rundede to mia. kroner fra juli 2014 til juni 2015. Det er en stigning på ni procent i forhold til samme periode året før.
Med miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen i spidsen besøger en erhvervsdelegation i denne uge Vietnam og Kina for at sætte yderligere skub i eksporten til det store kinesiske marked.
 
- Danmark og Kina har traditionelt haft stærke diplomatiske bånd, og det har vi en gensidig interesse i at pleje. Kina er den helt store motor for eksport af danske fødevarer udenfor EU. Den voksende middelklasse er villige til at betale 50 kroner for et kilo kyllingefødder eller en liter øko-mælk, og efterspørgslen efter gode fødevarer vokser. Men der er fortsat barrierer, så vi skal have åbnet for, at danske virksomheder også kan sælge pølser, fjerkræ og mere økologi til de 1,3 mio. kinesere, siger miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen.
 
I Kina skal ministeren åbne en af verdens største fødevaremesser i Shanghai, hvorefter hun tager til Beijing for at mødes med seks ministerkollegaer fra henholdsvis ministerierne for fødevaresikkerhed, eksport og import, miljø, vand, skov og landbrug. Ministeren vil også have fokus på at øge dansk eksport af vandteknologi som pumper og ventiler, og hun skal mødes med vandmyndighederne i Shanghai, der står for vandforsyningen til ca. 24 mio. kinesere.
 
Her er den store mulighed for dansk landbrug. Jeg ved godt at det er næsten omme på den anden side af kloden og det kinesiske marked godt kan være en smule usikker. Men der kommer flere og flere købedygtige kinesere. Og de tælles i millioner, så der er plads til megen handel. Derfor skal dansk landbrug bruge alt energi på at se mod asien og de store muligheder det giver.

 

Ingen kommentarer: