onsdag den 12. august 2015

Tandlægeskræk !

 
Før et hul er der en hvid plet
 
»Det er vigtigt at skelne mellem ’huller’ og ’huller, der er på vej’. De første skal som regel fyldes med noget – altså have en tandfyldning, simpelthen fordi en patient ikke kan renholde et regulært hul, en kavitet.  ’Huller på vej’, der ofte ses som hvide pletter, kan behandles med instruktion i korrekt og regelmæssigt tandbørstning med fluortandpasta og eventuelt fluorpensling og kostvejledning,« siger Vibeke Bælum. Professoren fortæller, at begyndende huller i tænderne kan være på vej i meget lang tid og være ubehandlet i adskillige år, før et rigtigt hul opstår. De fleste skal altså have sjusket med tandbørstningen i et godt stykke tid på netop dette sted, før et begyndende hul bliver til et rigtigt hul, der kræver en tandfyldning.
Professors bud: To til fire år, før du har et hul
Vibeke Bælum mener, det er meget svært at sige, hvor lang tid det konkret tager for Karius og Bactus at lave et hul i din tand: Altså fra du har en helt pletfri tand, til der opstår en læsion i tanden, til der er et hul, som kræver en tandfyldning. Det afhænger nemlig af patientens sygdomshistorie, og hvilken tand i munden det drejer sig om. Professor i odontologi på Københavns Universitet Poul Erik Petersen vil dog godt komme med et bud, selvom han er enig med Vibeke Bælum i, at det kan variere fra patient til patient. »Det er klart, at det ikke er tidsinterval på 10 år, det handler om. Så lang tid tager det ikke,« siger han og fortsætter: - »Jeg vil sige, at hvis du ikke får børstet tænder regelmæssigt, så kan der opstå et huller i løbet af et par år, men hvis du hiver tandbørsten frem regelmæssigt og bruger en tandpasta med fluor, så ligger den øvre grænse måske på fire år.«
Tandlægen kigger ikke kun efter nye huller
Med den nye ordning vil tandlægen altså have rigeligt med tid til at opdage det, hvis du har begyndende huller og behandle dem sammen med dig, inden et rigtig hul opstår.

Når du i dag ikke længere nødvendigvis bliver opfordret til at lægge vejen forbi tandlægen en gang hvert halve år, så skyldes det, ifølge professor Poul Erik Petersen, at folkesundheden har flyttet sig markant de sidste 30 år.
»Baggrunden for, at man besluttede sig for at indkalde til kontrol hver sjette måned ligger omkring 100 år tilbage i tid og byggede ikke på et videnskabeligt grundlag. Det blev lanceret som en god idé, fordi de voksne danskere for år tilbage havde rigtig meget karies og paradentose, og princippet var derfor at undersøge folk for at fange sygdom på et tidligt tidspunkt,« fortæller Poul Erik Petersen. I Danmark stod det for et halvt århundrede så galt til med tandsygdommene, at de fleste gamle mennesker i dag ikke har deres naturlige tænder. I stedet har de en tandprotese, som jævnligt skal justeres, fordi knoglevævet i munden falder sammen.  De fleste af de danskere, som i dag er midaldrende eller yngre vil derimod ikke miste deres tænder. Siden 1970’erne har tandlægerne i den kommunale børnetandpleje gjort en massiv indsats for at bedre tandsundheden hos børn og unge.
Antallet af børn med alvorlig karies faldt markant gennem 1980’erne, og i løbet af de sidste 25 år er tænder med karies også faldet hos yngre voksne. Dette er sket i takt med, at børn fra 1980’erne og frem nu er blevet voksne, og indførelsen af forebyggende tandpleje for voksne har også hjulpet til.
Fluor i tandpasta holder kariesangreb tilbage
Professor Poul Erik Petersen siger, at fluor er en væsentlig årsag til bedringen af tandsundheden i Danmark. - »En af de vigtigste årsager til at langt færre tænder i dag har karies er, at stort set alle danskere i dag bliver eksponeret dagligt for fluor i små mængder, når vi bruger en effektiv fluortandpasta. Faktisk er det svært at finde et tandpasta-mærke i dag, hvor man ikke anvender fluor. Derudover børster de fleste i dag regelmæssigt tænder,« siger professoren.

Irene Berg Pedersen

Ingen kommentarer: