torsdag den 27. august 2015

Prisen på huset kan være din naboes liv !

Kontakt os og se hvor dårlig vi behandler vores folk !
I sidste måned kunne DR Nyheder fortælle om to byggevirksomheder, der ufortrødent arbejder videre på byggepladser rundt omkring i landet trods en lang række påbud fra Arbejdstilsynet. En af dem er Tag.dk, der i 2011 var involveret i en alvorlig faldulykke, som efterlod en polsk ansat invalid og hjerneskadet. Sammen med søsterselskabet Esbjerg Tag DK, er Tag.dk 29 gange de seneste fire år blevet påbudt at bringe sikkerheden på deres byggepladser i orden.
Alligevel arbejder Tag.dk lige nu som underentreprenør på et af Bygningsstyrelsens igangværende byggeprojekter. Virksomheden er altså blevet hyret af en af de entreprenører, som Bygningsstyrelsen har skrevet kontrakt med. - Vi har ikke altid det fulde indblik i, hvad det er for nogen underentreprenører, der er på projekterne, selvom vi selvfølgelig følger op. Men de kan godt nå at skifte, uden at vi har styr på det, forklarer Jan Q. Rasmussen, der er projektdirektør i Bygningsstyrelsen.
 

30 påbud fra Arbejdstilsynet - i år

Han understreger, at styrelsen primært fokuserer på, at de entreprenører, de selv skriver kontrakt med, kender til deres ansvar for at tage hånd om sikkerheden på byggepladsen. En anden bygherre, Bach Gruppen A/S, hyrede byggefirmaet Hellehusebyg til renovering af ejendommen Bredgade 77 i København. Hellehusebyg har i løbet af det seneste halve år fået 30 påbud fra Arbejdstilsynet og er senest blevet meldt til politiet for ikke at betale fire bøder for grove overtrædelser af arbejdsmiljøloven. Men alligevel fik virksomheden altså opgaven. - - Vi vidste ikke, at Hellehusebyg havde fået så mange påtaler, da vi hyrede dem ind på pladsen, fortæller Anders Bo Bach fra Bach Gruppen København A/S.
 

Bygherre kendte ikke til rød smiley

Logoet burde være rødt som blod
Arbejdstilsynet har ligesom Fødevarestyrelsen lavet en smiley-ordning, så offentligheden kan følge med i, hvordan det går med en virksomheds arbejdsmiljø. Hellehusebyg har en rød smiley på Arbejdstilsynets hjemmeside. Det får virksomheder, ifølge Arbejdstilsynet, kun i tilfælde, der er så grove, at de for eksempel har fået et midlertidigt forbud mod at forsætte arbejdet på grund af ”overhængende og betydelig fare for medarbejdernes eller andres sikkerhed og sundhed”. HPD Group fra Lystrup ved Aarhus, der har hyret Hellehusebyg til at arbejde på flere deres byggepladser, hævder ikke at have kendt til omfanget af virksomhedens overtrædelser af arbejdsmiljøloven: - Mange af de påbud, vi er blevet oplyst om, at de (red. Hellehusebyg) har fået, har været bagateller. Vi er ikke bekendt med alvorlige påbud, fortæller Dan Jacobsen, der er direktør i HPD Group til DR Nyheder.
 

Bygherre: Det er ikke vores opgave

Siden april i år, har professionelle bygherrer ellers fået tilsendt en kopi af Arbejdstilsynets afgørelser vedrørende en underentreprenørs arbejdsmiljøovertrædelser på deres byggepladser. Alligevel kan det være svært for bygherren at holde øje med, at Arbejdstilsynets påbud rent faktisk bliver efterfulgt på byggepladsen, mener Dan Jacobsen fra HPD Group. - Arbejdstilsynet tjekker både ledninger og alle maskiner. Det har vi ikke tid til. Det er slet ikke vores opgave, siger han. Efter DR Nyheders afsløringer, siger HPD Group, at de ikke vil bruge Hellehusebyg igen til fremtidige projekter, som tingene er nu. Samtidig har Bach Gruppen indkaldt byggevirksomheden til et møde. - Vi har ingen interesse i, at de ansatte på byggepladsen kommer til skade, så derfor vil vi nu i dialog med Hellehusebyg for at sikre os, at det ikke sker, siger Anders Bach.

Bygningsstyrelsen ser ingen problemer

Hos Bygningsstyrelsen understreger projektdirektør Jan Q. Rasmussen, at de ikke ser det som et problem, at en virksomhed tidligere har fået påbud fra Arbejdstilsynet, hvis de siden har haft mulighed for at forbedre sig. Efter afsløringerne har styrelsen ikke desto mindre skærpet deres opmærksomhed på, om Tag.dk har orden i sikkerheden på byggepladsen. - Det kan oplyses, at firmaet medvirker fornuftigt til at sikre et godt arbejdsmiljø, herunder samarbejdsvilje, oprydning og sikring af flugtveje, skriver projektdirektør Jan Q. Rasmussen i en e-mail til DR Nyheder.
 
Når man tager så lemfældig på sine underleverandøres sikkerhedsniveau, så kan man næsten vende bøtten om og sige at de fokuserer mere på pris end menneskelig. Der burde være en form for gulerod for de virksomheder, der overholder lovgivningen og passer på deres medarbejdere. Og en eller anden måde hvorpå offentligheden kan se at nogle bygherre har "Blod på fingerne" - Man kunne starte med at offentliggøre hvilken firmaet der har røde smileys fra Arbejdstilsynet en gang om måneden i de store landsdækkende aviser. Det vil også få medarbejderne til at tænke sig om en ekstra gang inden de tager arbejde ved disse firmaet.

Ingen kommentarer: