Det er ikke så tit at jeg ser piger i høje hæle. Men for leden så jeg en flok piger, der kom trippende forbi mig, på vej til julefrokost. Og det var ret tydelig at de ikke brugte sådanne sko i hverdagen. De kunne godt minde om nogle der gik på stylter. Så skulle de læse dette, så har jeg et par råd til dem, så de kan begrænse både skader og smerter:
1. Lad være med at tage de høje hæle på, før du tager af sted hjemmefra. Put skoene i tasken og hav dem kun på til selve festen. På den måde begrænser du den tid, du går rundt med høje hæle.
2. Vælg sko med god støtte omkring anklen. Så undgår du at skulle bruge ekstra muskler for at holde balancen.
3. Når du køber sko, skal du huske at tjekke, at skoens hæl sidder lige under balancepunktet for din hæl. Prøv mange par sko og mærk forskellen.
4. Hælens højde er ikke altafgørende for balancen. Det er næsten lige så vigtigt med en rigtigt placeret hæl på skoen. Se punkt 3.
5. Vælg sko med plateau. Du bliver højere, uden nødvendigvis at flytte al vægten over til tæerne.
6. Undgå at vinklen fra tå-enden til hæl-enden er så stor, at du nærmest kun støtter på tæerne.
7. Tag skoene af ved enhver anledning, f.eks. under bordet ved middagen. Knækket i foden er der også, når du sidder ned, og det tvinger foden ud i en unaturlig position.
8. Du behøver ikke have høje hæle på for at øve dig i at gå med højhælede sko. Træn din balance i bare tæer, så vil effekten også kunne ses, når du tager de høje hæle på.
9. Hold dig mest muligt bagoverbøjet.
10. Det bør være tilladt at danse i bare tæer. I hvert fald ud på de senere nattetimer.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar