Skvalderkål er en mørkegrøn plante med håndsnitdelte blade med savtakket rand og fine hvide blomsterskærme. De fleste kender dog skvalderkål som en meget irriterende ukrudtsplante, der breder sig hurtigt og blomstrer i juni-august, hvorefter den spreder frø sent på efteråret.
Skvalderkålen er svær at få bugt med, fordi den breder sig med rodskud – som hvide spaghettiarme, der kan sno sig op til halvanden meter væk fra planten. Og får du ikke hele roden op, kan den fortsætte med at brede sig.
Sådan bekæmper du skvalderkål
- I græsplænen: Slå græsset ca. en gang om ugen – det er nok til at holde skvalderkålen nede og udsulte den.
- I køkkenhaven: Løsn jorden omkring skvalderkålen med en gravegreb, få fat på de hvide rødder og pil dem op en for en. Hvis du er meget grundig, kan du efter et par gange komme skvalderkålen til livs.
- I blomsterbedet: Hvis dine stauders rødder er infiltreret af skvadderkålrødder, er skvalderkålen umulig at få bugt med. Grav alt op, så græs i bedet i en periode, slå græsset ofte, så skvalderkålen slås ned. Eller vær effektiv til at fjerne de grønne blade, så snart de har foldet sig ud, så planterne bliver udsultede og dør.
Imellem fliser, i perlesten og belægninger: Skvalderkål kommer ikke mellem fliser, med mindre fliserne har ligget længe, så de er blevet forskubbede og har store mellemrum med bar jord. Fjern skvalderkål med fingrene eller et flisejern. Forebyg ved at fylde fugerne med fugesand, eller læg ukrudtsduge, kraftig mørk plastik eller fibertex under belægningerne. Det sulter planterne ihjel, fordi de ikke får lys.
- I nærheden af hækken/naboskellet: Hvis skvalderkålen kravler fra naboen og gennem hækken ind til dig, så grav en lille voldgrav. Skvalderkålen sender sine rødder ligeud. Hvis de når en kant, stopper de som regel. Eller så en lille bræmme af græs, og slå den ofte.
LÆS OGSÅ: Sådan undgår du ukrudt i køkkenhaven
Kan en grøft holde skvalderkål væk?
Skal du bruge flere dage på at fjerne skvalderkål fra et større område i haven, kan du minimere risikoen for spildt arbejde ved at grave en grøft mellem skvalderkålen og det sted, du er kommet til.
Skvalderkåls rødder løber vandret og ligger kun omkring 15 cm. under jorden. Derfor kan en dyb grøft forhindre planten i at sprede sig.
Virker ukrudtsmidler på skvalderkål?
Roundup og lignende ukrudtsmidler kan godt bruges mod skvalderkål. Hvor effektivt det er, kommer meget an på, om du bruger midlet korrekt, og hvor stort rodnettet på skvalderkålen er blevet. For den kan være sejlivet og komme tilbage.
Sprøjt kun på selve skvalderkålen, så du ikke også udrydder blomster eller grøntsager, og sprøjt ikke med ukrudtsmidler i blæsevejr. Pensl evt. ukrudtsmidlet direkte på skvalderkålen. Og gentag om nødvendigt behandlingen flere gange.
Mange gartnere advarer mod brugen af Roundup og andre ukrudtsmidler i private haver, fordi haveejere ofte bruger meget større doser, end der står anbefalet på produkterne, og det går ud over miljøet.
Så deres råd er: Lug med håndkraft, og hvis du VIL bruge ukrudtsmidler, så husk altid at overholde de anbefalede doser. Og læs i øvrigt brugsanvisningen grundigt på etiketten, inden du bruger et ukrudtsmiddel.
LÆS OGSÅ: Sprøjtemidler
Hvornår skal du bekæmpe skvalderkål?
- Årstid: Fjern skvalderkål om efteråret – gerne i oktober. Så får du fjernet frøstandene, inden frøet kastes og bliver til nye planter. Grav også bedet ordentligt igennem og få fat på samtlige skvalderkålsrødder i efteråret – det er nemmere, da du her ikke skal tage hensyn til blomster eller grøntsager, da sæsonen oftest er slut. Hvis der alligevel dukker små, grønne skvalderkål-skud op i marts/april, skal du fjerne dem med det samme, så de ikke udvikler deres store rodnet.
- Vejr: Hvis du bruger en gravegreb, får du det bedste resultat i fuld sol, når jorden ikke er for våd. Så vil de planter og rødder, du har gravet op, visne hurtigt og være nemme at rive sammen, uden at de når at slå rod igen.
- Hvor ofte: Hvis du får ALLE rødderne op, er skvalderkål væk én gang for alle. Men hold øje med genvækster i foråret, når jorden så småt begynder at blive varm igen, og fjern dem straks, hvis du finder nogen.
Kan du bruge skvalderkål til noget?
Skvalderkål er en ukrudtsplante, men du kan bruge den til flere ting. De unge skud fra planten er meget sunde og velsmagende i en salat, og tidligere var planten også kendt som et godt middel mod gigt – især podagra.
Nogle synes også om skvalderkålen som prydplante, da den får nogle fine, hvide blomster.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar