Taler man om svangerskabsafbrydelse, eller taler man om fosterdrab? - Taler man om fedme eller mennesker med stofskiftesygdomme? - Man taler ofte om det samme. Men ordvalget farver nemt holdningen til emnet, og bliver etiketterne først en del af almindeligt hverdagssprog, kan man glemme, hvad der egentlig ligger bag ordene. Det mener Det Etiske Råd, som derfor har oprettet en arbejdsgruppe, der skal rådgive og skabe debat om etik og sprog. Ifølge formanden i Etisk råd Jacob Birkler, mangler vi en bevidsthed om, at sproget kan forme vores holdninger til etiske spørgsmål: - Man kan blive forblændet og forført af sproget, siger han.- Vi er opmærksomme på, at holdningen blandt andet skabes ud fra sprogbrugen, som dermed kan anspore hele debatten. Et eksempel er "aktiv dødshjælp", som også kan kaldes "drab på begæring". Når man debatterer, skaber det forskellige holdninger, til trods for at der er tale om samme emne. Det Etiske Råd sigter blandt andet på at udarbejde et katalog, som vil fremhæve eksempler på, hvordan sprogbrug er med til at forme holdninger til etiske spørgsmål i den offentlige debat. Allerede nu fremhæves fedmedebatten som eksempel på en etisk debat, der til tider problematiseres af det ordvalg, der bruges. Selve sprogbrugen er blevet en politisk og holdningsmæssig kampplads, hvor mange forskellige parter vil påvirke os i stedet for at gøre det med argumenter.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar