tirsdag den 12. januar 2010

Huset ligner en prøvesprængning !



Ja, der skal ikke meget til, for at ens hjem ligner en slagmark..... Vores datter og svigersøn havde brug for et fridøgn og vi hentede de to børnbørn til en miniferie i Skodborg. De var udstyret med alverdens legetøj, sovedyr og bobslæder. Og vi var klar til deres ryk-ind. De er meget hyggelige at have. Nemme og uden de store nøkker. Hvis man kender deres madvaner, så får man også stoppet noget i hovedet på dem. Badekaret gør da også lykke. Men det er utrolig hvor hurtig de kan sprede deres "udstyr" over hele huset. Jeg går til daglig og skælder ud på hunden, når dens to stykker legetøj eller dens tyggeben ligger og flyder. Og man risikerer at falde. Men det er intet at regne for hvad to drenge kan lave på under en time..... Nå, man kan altid se en ende på deres besøg. Det må straks være værre at stå med rodet dag ud og dag ind. Jeg kan svagt huske, hvordan konen og jeg sad i vores unge dage. Klokken 20 var ungerne i seng, der var ryddet op og vasket tøj. Pakket til næste dag. Nu skulle vi så hygge os..... Og så gik vi i seng og SOV !

Ingen kommentarer: