Sort fredag

I dag sagde jeg farvel til mine gode medarbejdere. Jeg afskedigede dem fordi virksomheden har problemer med at afsætte varen. De er overhovedet ikke skyld i situationen. Tværtimod har de ydet noget af det ypperste jeg har set. Derfor var det dobbelt svært at give dem opsigelsen. Det er ikke kun arbejdet jeg tog fra dem. Det var fællesskabet - identiteten - stoltheden - økonomien. Hvis de oplevede en hel anden person, end den de plejer at se, da vi sad sammen to og to. Så havde de set rigtig. Jeg brugte en halv dag på at øve ordene, og alligevel brændte de i munden da de skulle siges. Jeg bliver aldrig god til at afskedige folk. For selv om det "kun" er kollegaer, og man normalt har et professionel forhold til hinanden, så kommer man sgú til at holde af dem alle sammen. Jeg håber for dem alle, at de kommer godt igang med noget nyt. De er alle dygtige på deres felt og deres evner fortjener at blive brugt. De har vist mig, at de var villige til at gå langt længere end forventet og jeg er sikker på at de kan blomstre endnu mere. Jeg var stolt af at være deres leder.