Jeg så den ikke før det var alt alt for sent. På vej hjem fra arbejde, solen skinnede og jeg sad og nød de gule marker. Pludselig kom de fra højre. Nærmest spadserende lige ud på vejen. Den hverken kiggede til højre eller venstre, bare lige ud. Jeg nåede ikke engang at røre bremsen, før den ramte bunden på bilen og jeg kunne følge lyden forplante sig helt om til bagakslen. Jeg holdte ind og gik tilbage. Men den var helt død. Uden øremærke eller halsbånd, så jeg trak den bare ind til siden. Resten af dagen blev den ved med at dukke op i mit hoved. Jeg var noget mere påvirket af den kat, end jeg ville indrømme for mig selv. Man bliver nok noget mere sentimental med alderen. Og liv og død bliver mere et forhold, som man bliver nød til at tage stilling til.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar