fredag den 8. juli 2016

Arbejde gør dig sund !

Fortsætter man med at arbejde, efter man har rundet 65 år, er der gode chancer for, at man lever længere, end hvis man går tidligt på pension. Sådan konkluderer et nyt studie. Det skriver ScienceDaily.com.

Det er forskere fra Oregon State University, USA, som har foretaget studiet. Deres undersøgelser viser, at arbejder man bare ét år mere end til ens 65-års fødselsdag, så har man 11 procent mindre risiko for at dø – og det af samtlige dødsårsager. Selv de forsøgspersoner, som ikke beskrev sig selv som helt sunde og raske, levede længere, hvis de fortsatte med at arbejde.

»Det er ikke sikkert, at resultaterne vil gælde for alle, men vi mener, at det at arbejde giver folk en masse økonomiske og sociale fordele, som kan have stor indvirkning på deres liv,« siger professor Chenkai Wu, som er hovedforfatter på studiet, ifølge ScienceDaily.com.

Chenkai Wu og hans kollegaer analyserede levetiden for 2.956 personer, som gik på pension mellem 1992 og 2010. Her så man på, hvilken sundhedstilstand forsøgspersonerne havde til at starte med, og man delte derpå forsøgspersonerne op i to grupper: en sund og en usund.Det gjorde forskerne for at undgå at drage konklusioner om forsøgspersonernes levetid på baggrund af deres sundhed, men udelukkende deres tid på arbejdsmarkedet.

Studiet er publiceret i tidsskriftet Journal of Epidemiology and Community Health.

Ingen kommentarer: