fredag den 20. maj 2016

SMS mens du kører er rigtig skidt !


Grædende børn på bagsædet, en telefon, der vibrerer eller en passager, der stiller vanskelige spørgsmål. Det er nemt at blive distraheret, når vi kører bil. Et nyt studie fra University of Houston og Texas A&M Transportation Institute peger dog på, at det, der distraherer vores kørsel allermest, er at sende sms’er. Det skriver Livescience.com.

»Normalt kan førerens tanker vandre, og hans eller hendes følelser kan være helt uden på tøjet, men en slags sjette sans gør, at de undgår at slingre mellem vejbanerne. Det, der gør sms’er så farlige, er, at det skaber rod i den her sjette sans,« siger Ioannis Pavlidis, der er professor i computer science ved University of Houston og førsteforfatter på studiet, til Livescience.com

Til studiet var der 59 deltagere, som blev sat i en kørsel-simulator, hvor de skulle køre ned ad en udfordrende motorvej. Denne vej skulle deltagerne køre på under normale, ikke-stressfulde forhold, men også under tre stressfulde forhold:

  • Kognitivt stress, hvor føreren blev spurgt om matematiske eller analytiske spørgsmål.

  • Følelsesmæssigt stress, hvor føreren fik nogle følelsesmæssige spørgsmål.

  • Sensorstress, hvor føreren blev bedt om at skrive sms’er imens.

Ved de to første typer af stress, målte forskerne ifølge Livescience.com, at førerne rigtigt nok var mere stressede, men de kunne fint holde sig på vejbanen, fordi de ikke behøvede at have øjenkontakt med den, der stillede spørgsmål. Og netop øjenkontakten er ifølge forskerne væsentlig for oprettelsen af den her 'sjette sans', som kan tage over og rette op, hvis man kommer til at trække lidt til højre eller venstre.

Denne sjette sans var væk, mens førerne i kørselssimulatoren skrev sms'er, og de slingrede derfor mere mellem vejbanerne.Forskerne ved endnu ikke, hvor meget kognitiv eller følelsesmæssigt stress, der skal til, før det kan blive usikkert at køre.

Studiet er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Scientific Reports.

Ingen kommentarer: