fredag den 13. februar 2015

Klar - Parat - Tyg !

Når du gnasker på et stykke sukkerfrit Stimorol eller et andet lille stykke tyggegummi, får du ikke bare friskere mund. Du fjerner åbenbart også helt op mod 100 millioner bakterier, der ellers ville skade dine tænder og give huller.
 
De hollandske forskere bag undersøgelsen anslår, at det svarer nogenlunde til, hvad du fjerner med et stykke tandtråd – omend tandtråd virker andre steder i munden, end et tyggegummi gør. Sådan lyder det i en frit tilgængelig videnskabelig artikel i det anerkendte tidsskrift Plos One.
 
Forskerne skriver, at tyggegummiet er særlig godt til at indfange bakterier i de første 30 sekunder. Derefter mister det sin klæbeevne, så det faktisk ender med at gemme på færre bakterier, jo længere tid du tygger. Ifølge Realclearscience.com er forskerne nået frem til resultatet ved blandt andet at sætte fem studerende til at tygge tyggegummi i forskellige tidslængder fra 30 sekunder til 10 minutter. Bagefter blev tyggegummiet spyttet ud i en kop med sterilt vand og analyseret.
 
Forskerne håber, at resultaterne giver tyggegummiproducenter – tja, blod på tanden? – til at lave nye slags tyggegummi. - »Vores opdagelse af, at tyggegummi fjerner bakterier fra mundhulen kan måske fremme udviklingen af tyggegummi, som selektivt fjerner særlige sygdomsrelaterede bakterier fra menneskets mundhule,« skriver forskerne fra Rijksuniversiteit Groningen i artiklen.
 
»En gradvis fjernelse af bakterier fra mundhulen gennem regelmæssig fjernelse af et lavt antal patogener ved at tygge tyggegummi er at foretrække frem for pludselige økologiske forskydninger, som vi ved kan ændre forholdet mellem det orale mikrobiom og værten (mennesket, red.) og være en anden potentiel årsag til sygdom,« bemærker de. De 100.000.000 bakterier i tyggegummiet svarer til omkring 10 procent af den typiske mængde bakterier, der findes i spyt.
 
Så er det bare med at komme igang og få trænet tyggemuklerne. det ser ud til at det løfter tand hygiejnen. Så må vi leve med at det ofte ser lidt fjoget ud når munden ikke står stille.

Ingen kommentarer: