I løbet af det seneste årti er mange raske, amerikanske børn uden nogle former for kroniske sygdomme døde på tragisk vis på grund af influenza. Det viser nye forskningsresultater fra Centers for Disease Control and Prevention (CDC) ifølge Livescience. Mellem 2004 og 2012 er i alt 830 amerikanske børn døde af influenza, viser det nye studie. Ud af disse var det næsten halvdelen – 40 procent – som ikke havde nogle former for medicinske tilstande såsom astma eller hjertesygdom, som kunne have gjort dem mere udsatte for komplikationer i forbindelse med influenzasmitten.
Derudover havde de ellers raske børn næsten dobbelt så stor risiko for at dø af influenza, før de blev indlagt på hospitalet eller inden for tre dage efter at være blevet syge, sammenlignet med børn, som i forvejen var syge, og fik influenza. Studiet understreger, at alle børn – uanset deres alder og allerede eksisterende sygdomme – potentielt kan udvikle alvorlige komplikationer som følge af en influenzasmitte, mener forskerne bag. Det er usikkert, hvorfor de ellers raske børn har større risiko for at dø umiddelbart efter at være blevet smittet. Men de var også mere tilbøjelige til at få en bakteriel infektion i forbindelse med en influenzaomgang, og det kan måske være en bidragende faktor.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar