Ofte ser man slet ikke det der er lige foran næsen på én. Det var faktisk først da konen, på en køretur sagde, at træerne var rigtig flotte i deres efterårsfarver. Pludselig kunne jeg se det. Jeg havde godt nok løbet flere ture gennem samme skov, men ikke lige lagt mærke til den langsomme forandring. Så dagens tur i løbeskoene blev den helt store "suge til sig" tur. Min efterårs depression, når jeg ser Viben samles, skal måske skiftes ud med glæden over det fantastiske farvespil der er omkring én, når det langsom går mod mørkere tiden. Jeg så også et glimt af Mikkel Ræv. Vinden bar fra ham til mig, så jeg kom rigtig tæt på, inden han opdagede mig. Selv hans farve var varm som træernes blade. Så jeg overgav mig helt, gik ned i løbetempo, og nød turen i fulde drag. Nu vare det ikke længe før det hele er væk og skoven bliver mere gennemsigtig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar