fredag den 17. oktober 2014

Husk dagslyset !

Det kan være rart at kigge ud at et vindue en gang imellem, når man er på arbejde. I et nyt forsøg med 49 mandelige studerende har danske og svenske forskere fundet ud af, at det giver dig mindre stress, hvis du arbejder i et kontor med vinduer. Det skriver Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø i en pressemeddelelse.
I forsøget fik de 49 studerende en maske på med briller og lyd, hvor de blev præsenteret for et kontor med vinduer eller uden vinduer. Alle personer gennemførte en standardiseret stresstest, mens de var i det virtuelle kontor med eller uden vinduer. Testen fra de personer, som var i et kontor uden vinduer havde ifølge pressemeddelelsen højere koncentrationer af stresshormonet kortisol i deres spyt.
»Resultaterne er interessante, fordi de bidrager med viden om, hvordan vi kan indrette vores bygninger bedst muligt i forhold til stress. Men inden vi begynder at slå mure ned og erstatte dem med vinduer er det vigtigt at undersøgelsen gentages af andre forskere og under andre forhold for eksempel med forsøgspersoner af forskellig køn og alder,« siger Anne Helene Garde, der er professor ved Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, i pressemeddelelsen. 
Studiet er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Physiology and Behavior. 

Ingen kommentarer: