fredag den 21. marts 2014

Lave renter kan koste senere !

Mange boligejere kan risikere skattesmæk, hvis deres boliglån er blevet billigere, og de ikke har fået ændret deres forskudsopgørelse.  Ifølge SKAT er det kun en tredjedel af danskerne, der husker at ændre deres forskudsopgørelse. 
 

Renteudgifter ændres ikke automatisk på forskudsopgørelsen

Dit boliglån kan være blevet billigere hvis du fx skal betale mindre for dit F5-lån efter rentetilpasningen, hvis du konverterer dit 5 procents fastforrentede lån til et lån på 3,5 procent, eller hvis du har betalt rigtig meget af på dit boliglån i banken og dine renteudgifter dermed er blevet væsentlig mindre.
Men renteudgifterne ændres ikke automatisk på din opgørelse til SKAT, og retter du dem ikke selv, får du et for højt fradrag. Og de penge skal betales tilbage næste år.
 

Dit fradrag svarer til en tredjedel af renteudgifterne

Dit fradrag for renteudgifter har en værdi, der svarer til ca. en tredjedel af dine renteudgifter. Så hvis dine renteudgifter til boliglånet er 15.000 kr. lavere, skal du betale ca 5.000 kr. mere i skat. 
 

Sådan ændrer du din forskudsopgørelse

  • Beregn dine renteudgifter for næste år. Du kan finde din aktuelle rente på din netbank. Kontakt dit realkreditinstitut og/eller din bank, hvis du er i tvivl.
  • Del udgifterne, hvis I er 2. Hvis I er 2, der ejer boligen, skal I dividere renteudgifterne med 2. Hvis I er gift, bestemmer I dog selv, om den ene fx skal have hele fradraget og den anden ingenting.
  • Gå på tastselv.skat.dk – her er et link, der leder dig videre til din forskudsopgørelse.
  • Log ind fx via dit NemID.
  • Find feltet ”Fradrag i kapitalindkomst” og skriv dine rettelser i rubrik 41 og/eller 42 alt efter om du har rettelser til boliglån og/eller realkreditlån.
  • Klik på ”Fortsæt” i bunden af siden.
  • Tryk på ”Godkend” for registrere dine ændringer.
Du får din forskudsopgørelse fra SKAT i november.
De ændringer, du laver på forskudsopgørelsen, registreres med det samme hos SKAT.
Hvornår ændringerne slår igennem på din lønseddel afhænger af, hvornår din arbejdsgiver henter oplysningerne hos SKAT

Ingen kommentarer: