Viben har i flere år været med i en spøg, som jeg havde med min far. Den der først så Viben om foråret, ringede til den anden og pralede af sin observation. De sidste år, inden han døde, var det hvis mest mig der pralede, for han var ikke særlig mobil. Men alligevel var spøgen god. Og hvert år gled samtalen hen på en helt bestemt episode fra min barndom. Min far fortalte om engang jeg var med ham på jagt. Ca 8 år, i brune bukser og hjemmestrikket sweater. Og jeg havde fået lov at bære den nedlagte fasan. Jeg husker det fuldstændig, som var det i går. Jeg husker endda, hvordan fasanens halefjer lå inde på mit værelse i flere måneder efter jagten. Fjerene var med til at skabe drømme om indianer og store krigere............. Nå, I dag så jeg så Viben for første gang i år. Først fik jeg et stik af glæde, men straks derefter en klump i maven. Jeg har ingen at ringe til, Jo måske et par stykker. Men det bliver aldrig det sammen. Nu er det blevet sådan, at Vibens kommen er blevet til et savn. Af min far´s stemme i telefonen og billedet af den lille snotvalp, med blod ned af bukserne, strålende øjne og et godt greb i fasanen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar