onsdag den 23. januar 2013

Storkontorer er bare dårlige !

Egne kontorer er yt, åbne kontorlandskaber er in. Ikke så få virksomheder har de sidst år satset på en sådan organisering, som blandt andet skal gøre det nemmere for folk at samarbejde. Desuden er det billigere, fordi flere kan arbejde på mindre plads. Men har du arbejdet i sådan et landskab, har du sikkert også oplevet medaljens bagside: Folk råber over skillevæggene i stedet for at opsøge hinanden. Printeren står midt i rummet og summer kontinuerligt. Kaffemaskinen slipper sine gurglende småbrag løs med ujævne mellemrum.
Ifølge en svensk ph.d.-afhandling er vi slet ikke så gode til at arbejde i larmende omgivelser, som vi måske tror.n Hvis dit arbejde kræver, at du koncentrerer dig om at lære og huske ny information, kan din effektivitet sænkes med så meget som ti procent, hvis der er megen snak rundt om dig. Et forsigtigt estimat viser, at denne støj koster det svenske forretningsliv over to milliarder kroner om året.
Snak værre end baggrundsstøj
Gennem fire studier har miljøpsykologen Helena Jahncke set på, hvordan støj påvirker arbejdstagerne. Hun lod blandt andet studiedeltagerne forsøge sig med typiske arbejdsopgaver for en kontoransat, med forskelligt støjniveau i baggrunden. I en opgave skulle deltagerne for eksempel bruge flere forskellige tabeller til at finde en bolig, som er bygget efter 1963, koster over 500.000 kroner og som har et areal på mindre end 63 kvadratmeter. Netop den type opgaver, hvor du skal huske variabler og bruge dem til at lede efter rigtig information, var noget af det sværeste for deltagerne at gøre i støjende landskaber.
»Vi har set, at arbejdstagernes præstation forværres med mellem to og ti procent, hvis man kan opfatte, hvad kolleger siger i baggrunden, sammenlignet med, hvis der bare er en summen,« siger Helena Jancke i en pressemeddelelse. Helena Jancke har opsat et enkelt regnestykke for at vise støj omkostningerne for svenske virksomheder: Hvis man antager, at en virksomhed har 110 ansatte, som gennemsnitligt tjener 25.500 kroner om måneden, og man lægger arbejdsgiverafgift oveni, vil omkostningen ved en to procents reduktion i effektivitet føre til et tab på én million svenske kroner årligt. Cirka 230.000 svenskere arbejder i kontorlandskaber, og dermed kan det totale tab for svensk forretningsliv løbe op til over 2,1 milliarder svenske kroner. Norsk arbejdslivsstatistik har ikke tal over, hvad slags kontoromgivelser folk arbejder i. Det er alligevel ikke urimeligt at antage, at procentandelen af norske arbejdstagere, som arbejder i kontorlandskaber er omtrent det samme for Norge som for Sverige. Det vil svare til omtrent 120.000 kontor landskabs arbejdere i Norge. Med en arbejdsuge på 37,5 timer og to procent tabt effektivitet per uge per person, bliver det til 90.000 tabte arbejdstimer om ugen.

Mere trætte, mindre motiverede

»Dette er jo bare et estimat, baseret på gennemsnitstal,« understreger Helena Jancke til forskning.no. »Men vi har set, at præstationen kan sænkes med mellem to og ti procent, så du kan jo sige, at vi har været ganske ’søde’ i vores regnestykke. Resultatet vil være endnu højere for mere krævende arbejdsopgaver.« Helena Janckes studier viser også, at folk bliver mere trætte og mindre motiverede i støjende omgivelser. Det kan gøre til højere sygefravær, påpeger forskeren, og de omkostninger er heller ikke taget med i beregningerne.
Lyddæmpning kan gøre snak værre
Dette er åbenbart ikke første gang, at virksomheder hører om, at støj kan være et problem i åbne kontorlandskaber. Mange har da også forsøgt at sænke lydniveauet, for eksempel ved at sætte lyddæmpende loftsplader eller skillevægge op. Disse kan imidlertid gøre ondt værre, påpeger Helena Jancke. »Det er forståelig tale, som var det mest forstyrrende for arbejdstagerne, altså at du kan opfatte, hvad dine kolleger siger. Og hvis man sænker baggrundsstøjen, kan det have den uheldige konsekvens, at tale kommer tydeligere frem. Så hjælper tiltagene jo ikke, men gør bare lydene mere forstyrrende,« siger hun. »Det kan være svært at finde balancen mellem at sænke lydniveauet generelt, og samtidigt gøre det sværere at opfatte, hvad andre siger.«
Tænk på, hvad folk faktisk skal lave
Der findes en hel masse tiltag, som virksomheder kan foretage for at gøre det nemmere for de ansatte at tackle støj i åbne kontorlandskaber. Man kan have egne kontorer, der er tilgængelige til brug, hvis folk skal koncentrere sig, eller pauserum, hvor der skal være stille, så de ansatte kan koble af. Eller det kan være noget så enkelt som, at de ansatte har adgang til ørepropper, når lydniveauet stiger for meget. Ifølge Helena Jancke er det imidlertid langt mere effektivt at gå helt tilbage til begyndelsen.»Man må huske på at udforme et kontor fra starten af efter, hvad det er, folk faktisk skal arbejde med,« siger hun.

Ingen kommentarer: