mandag den 14. januar 2013

Bedre idræt i skolen !

Mange folkeskoleelever gider ikke skoleidræt og pjækker fra undervisningen. Men problemet kan tilsyneladende kommes til livs ved at indføre prøver. Det er konklusionen på et studie, hvor man på forsøgsbasis har indført tests på syv skoler. Resultaterne fra studiet, der er gennemført ved Det Nationale Videncenter for kost, motion og sundhed, fremlægges i dag ved et møde for de deltagende skoler. Samtlige skoler, der deltog i studiet, oplevede, at fraværet faldt. I evalueringen peges der også på, at fagets status blandt forældre og elever blev højnet på grund af prøverne og at eleverne i det hele taget blev mere motiverede til at deltage aktivt. På Rosenlundskolen i Ballerup var det således 25 ud af 34 elever, der var glade for prøverne. Kun tre ytrede sig negativt om forsøget. Og projektets ophavskvinder mener da også, at forsøgene giver anledning til optimisme i forhold til at indføre prøver i idræt. »Vores modeller for en prøve i idræt har vist, at det kan gøres, så fagets status højnes hos elever, forældre og lærere samtidig med, at motivationen øges i den daglige undervisning. Så hvis politikerne virkelig mener, at sundhedsfremme skal spille en større rolle i skolen, er prøver i idræt en god idé – det tyder vores arbejde i hvert fald på,« siger Katrine Bertelsen, konsulent i Videncenter for kost, motion og sundhed (KOSMOS) og lektor ved University College Syddanmark. ( Her var et ret nemt tiltag i den danske folkeskole, til at øge motivationen - hæve folkesundheden og måske endda give faget en ansigtsløftning. Og man kunne øge antallet af timer, så heldagsskolen bliver mere relevant )

Ingen kommentarer: